Nyhed

Nye tiltag fra regeringen: Flere skal udvises

Pressemøde om udvisningsreform med statsministeren, vicestatsministeren og forsvarsministeren, udenrigsministeren og udlændinge- og integrationsministeren den 30. januar 2026

Regeringen lancerer en udvisningsreform, som strammer udvisningsreglerne og grebet om udlændinge uden lovligt ophold.

Det er fuldstændig uacceptabelt, at nogle udlændinge, der har begået alvorlig kriminalitet, ikke kan udvises. Og at udlændinge uden lovligt ophold kan færdes frit i et land, de har pligt til at forlade.

Regeringen vil derfor skærpe udvisningsreglerne, så kriminelle udlændinge, der idømmes mindst et års ubetinget fængsel for alvorlig kriminalitet, såsom grov vold eller voldtægt, som det helt klare udgangspunkt bliver udvist. 

Samtidig skal kriminelle udlændinge uden lovligt ophold i Danmark, der eksempelvis ikke overholder deres meldepligt, fremover bære GPS-fodlænke i ét år.

Det er to nye initiativer fra regeringens udvisningsreform.

Udlændinge- og integrationsminister Rasmus Stoklund siger:

"Der er desværre for mange kriminelle udlændinge, der har fået en dom på mere end et års fængsel, men som alligevel ikke er blevet udvist. Det er vi mange, der har svært ved at forstå. Derfor præsenterer vi tiltrængte udvisningsstramninger, så udlændinge, der begår grov kriminalitet, kan blive smidt ud af landet. For det er på tide, at vi først og fremmest beskytter ofrene frem for gerningsmændene. Samtidig strammer vi også reglerne for de udlændinge, der opholder sig ulovligt i Danmark, og som ikke kan finde ud af at leve op til de pligter, vi pålægger dem. Det skal være så trist, kedeligt og besværligt, at de forlader landet. Og indtil de forlader Danmark, skal vi vide, hvor de er. De har ikke plads i Danmark, og derfor vil vi presse dem hårdere for at få dem til at rejse hjem."

Find regeringens udvisningsreform her

Læs mere på Udlændinge- og Integrationsministeriets hjemmeside