Nyhed

Regeringen: Danmark skal have et totalberedskab

Fra venstre: indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde, miljøminister Magnus Heunicke, minister for samfundssikkerhed og beredskab Torsten Schack Pedersen og klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard.

Vi skal sikre vores samfund i en usikker tid. Verden forandrer sig, og det skal vores indsats for at passe på Danmark også. Derfor lancerer regeringen et totalberedskab og udmønter over en milliard kroner til en akutpakke til beredskabsområdet.

Med krig på det europæiske kontinent, hybridkrig mod NATO og Vesten samt mere ekstremt vejr må vi som samfund forberede os på en bred vifte af mulige hændelser. Det er grundlaget for, at regeringen nu lancerer et totalberedskab i Danmark. 

Myndighederne har et særligt ansvar for at beskytte samfundets vitale funktioner og passe på demokratiet. Men alle bør have beredskab med i deres dagligdag, organisation, forretning og myndighedsopgave – også inden krisen rammer. Det handler om os alle.

Efter nordisk forbillede skal totalberedskabet danne rammen for en samlet indsats mellem myndighederne, borgere, virksomheder og civilsamfundet for at forebygge og håndtere større hændelser, kriser, katastrofer og i værste fald krig. 

I forbindelse med lanceringen af totalberedskabet afsætter regeringen 1,2 milliarder kroner i 2026 i en akutpakke, der skal styrke beredskabet i Danmark yderligere. 

Akutpakken udmøntes i konkrete tiltag, der her og nu vil styrke evnen til at modstå trusler og begrænse samfundets sårbarheder indenfor blandt andet vand-, el-, tele-, sundheds- og transportsektoren. Alle sektorer med særlig betydning for samfundets kritiske funktioner.

"Danmark er et godt og trygt land at leve i, men verden forandrer sig hastigt. Den bliver mere usikker. Spørgsmålet er ikke længere, om vi bliver udfordret. Spørgsmålet er, hvordan vi vælger at stå imod. Derfor har vi brug for et totalberedskab, hvor myndighederne, virksomhederne, organisationerne og danskerne står sammen. Når vi hver især tager ansvar og er beredte, så står Danmark stærkest. Det bakker vi op med en akutpakke, hvor der foretages en milliardinvestering i styrkelsen af beredskabet her og nu," siger Minister for samfundssikkerhed og beredskab, Torsten Schack Pedersen.
"Vi har i Danmark et stærkt og velfungerende sundhedsvæsen, men i lyset af det alvorlige trusselsbillede skal vi sikre, at vi står bedre rustet til at håndtere større hændelser og kriser. Patienterne skal kunne have tillid til, at de kan blive behandlet, og at sygehusene kan holde driften kørende, hvis der opstår eksempelvis omfattende strømafbrydelser. Derfor investerer vi med akutpakken et trecifret millionbeløb i nødstrømsanlæg, så sygehusene kan opretholde tæt på normal drift i minimum 24 timer. Og vi etablerer et mobilt medicinsk modtagecenter, der kan behandle et større antal tilskadekomne. Det er vigtige skridt for at sikre, at vi har et mere robust sundhedsvæsen, der også kan fungere i krisesituationer," siger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde. 
"Når verden er urolig, skal vores energiforsyning være det modsatte - stabil og sikker. Det kan danskerne være trygge ved, at den er, for der er strøm i stikkontakten. Vi ser allerede i dag, at vores forsyning er mål for hybridangreb, og det tager regeringen dybt alvorligt. Det er derfor vi nu bygger yderligere ovenpå beredskabsindsatsen i energisektoren, så vi er på forkant, hvis nogen vil os det ondt. Vi starter heldigvis ikke fra nul. Den dansk energisektor har styrket beredskabet i årevis, og sidste år skærpede vi kravene med en ny lov. I en tid med stigende geopolitisk usikkerhed er en styrket indsats ikke et valg, men en nødvendighed for Danmarks tryghed," siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard
"Rent drikkevand og en pålidelig forsyning er en del af rygraden af vores hverdag. Det gælder både ude i de danske hjem, i virksomhederne og på hospitalerne. Derfor opretter vi nu et nationalt vandkatastrofeberedskab, som operationelt kan gøre en forskel i en alvorlig situation og sørge for, at vandforsyningen kan fortsætte med at fungere. Vi afsætter 254 mio. kr. over fire år, hvoraf 140 mio. kr. skal bruges på materiel, som kan rykke ud og gøre gavn i hvert hjørne af landet. Vi køber palletanke til drikkevand, nødgeneratorer, der kan holde vandværker og rensningsanlæg kørende under strømsvigt og pumper og kritiske reservedele," siger miljøminister Magnus Heunicke.

Læs mere på Minister for samfundssikkerhed og beredskabs hjemmeside