Indholdet på denne side vedrører regeringen Lars Løkke Rasmussen III (2016-2019)
Publikation

Eksportstrategi for energiområdet

Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet
Udenrigsministeriet
Erhvervsministeriet
pdf (5,08 Mb)

Den globale energi- og klimapolitiske dagsorden er præget af store forandringer. I 2015 blev to vigtige politiske aftaler indgået. På COP21 i Paris vedtog verdens lande en global bindende klimaaftale, og FN vedtog 17 nye verdensmål for klima, energi og bæredygtig udvikling. De to begivenheder sætter en ny international dagsorden.

Samtidig bliver en række vedvarende energiteknologier stadigt mere modne og konkurrencedygtige, og i stigende grad vil markedsøkonomi i tillæg til de politiske rammebetingelser drive øgede investeringer i vedvarende energi og energieffektiviseringer. Dertil kommer, at det globale energiforbrug forventes at stige med 48 pct. frem mod 2040,1 og at urbaniseringen verden over kræver store investeringer i infrastruktur, bygninger, forsyningsløsninger og energiproduktion.

Danmark er i en unik position til at levere på den nye globale dagsorden. Danmark har i de seneste 40 år ført en aktiv national energi- og klimapolitik, hvor samspillet mellem langsigtede politiske satsninger, stabile rammevilkår, forskning og udvikling samt innovative og ambitiøse virksomheder har gjort Danmark til foregangsland og udstillingsvindue for en funktionel og økonomisk bæredygtig grøn omstilling.

Danmark fører også en aktiv international energi- og klimapolitik. I EU og multilaterale fora, som Det Internationale Energiagentur, Clean Energy Ministerial, IRENA, SEA4All, UNEP-DTU og FN’s klimaforhandlinger under UNFCCC, arbejder Danmark bl.a. for politiske rammebetingelser og regulering, som kan give gode forudsætninger for den globale efterspørgsel på energi-teknologi og løsninger.

Ligeledes støttes gennem det danske udviklingssamarbejde en lang række af aktiviteter, der konkret fremmer bedre markedsbetingelser i udviklingslande og vækstøkonomier med henblik på bæredygtig udvikling. Hertil har Danmark via sit engagement i de multilaterale udviklingsbanker gode muligheder for at skabe de nødvendige rammer for markedsudvikling og konkret finansiering af investeringer på energiområdet.