Indholdet på denne side vedrører regeringen Lars Løkke Rasmussen III (2016-2019)
Aftaletekst

Aftale om øget åbenhed om den private økonomiske støtte til de politiske partier

Økonomi- og Indenrigsministeriet
Øget åbenhed om privat økonomiske støtte til politiske partier
pdf (155 Kb)

Her kan du downloade forligsaftale om øget åbenhed om den private partistøtte. Den blev indgået 1. februar 2017 mellem trekløverregeringen og Socialdemokratiet. Aftalen skal være med til at sikre øget åbenhed om den private økonomiske støtte, der ydes til de politiske partier.

Med den indgåede aftale skabes større åbenhed om den private økonomiske støtte, som partierne modtager fra privatpersoner, virksomheder, organisationer m.v.

På alle niveauer i partierne, herunder kommunale og regionale kandidatlister, indføres forbud mod at modtage større anonyme bidrag. Endvidere indføres revisionspligt af partiernes landsorganisationers regnskaber. Derudover udbredes åbenheden om de større private bidrag til at omfatte alle niveauer i partierne, herunder kommunale og regionale kandidatlister, og enkeltkandidater.

Samtidig er det en del af aftalen, at beløbsgrænsen på 20.000 kr., der både relaterer sig til reguleringen af private og anonyme bidrag, fremover skal pristalsreguleres. Beløbsgrænsen har været den samme siden 1995 og bliver nu opdateret.

Det er endelig en del af aftalen, at Økonomi- og Indenrigsministeriet skal udarbejde en vejledning med detaljerede retningslinjer for forståelsen af reglerne i partiregnskabsloven og partistøtteloven. Vejledningen skal således være med til at skabe større klarhed over, hvilke former for støtte der er omfattet af reglerne om åbenhed og indberetningspligt, da det er et område, der undertiden giver anledning til tvivlsspørgsmål.