Udspil

Mod på livet - Vejene til uddannelse og job

Unge skal kunne vælge og gennemføre den uddannelse, der er rigtig for dem, og de skal møde undervisning af høj kvalitet. Sådan lyder budskabet i et nyt ungeudspil, som regeringen lancerer i dag.

Med udspillet vil regeringen gøre alle unges vej til uddannelse og job bedre – uanset om de stryger lige gennem gymnasiet efter grundskolen eller har brug for ekstra støtte til at komme i gang med en ungdomsuddannelse.

Med udspillet, der er en del af regeringens Sammenhængsreform, ønsker regeringen blandt andet at tilskynde ungdomsuddannelsernes til i højere grad at fokusere på kvalitet og resultater og understøtte, at der er gode muligheder for at de unge kan uddanne sig i hele landet. Derfor vil regeringen blandt andet igangsætte et eftersyn, som skal munde ud i et mere gennemtænkt og enkelt taxameter- og tilskudssystemet.