Jobpræmie for langtidsledige

Regeringen
jobcenter
Foto: Colourbox

Regeringen vil indføre en særlig jobpræmie for nuværende langtidsledige. Jobpræmien udgør 10 pct. af arbejdsindkomsten, dog maksimalt 2.500 kr. pr. måned. Jobpræmien vil ikke påvirke indkomstafhængige offentlige ydelser.

Den skattefri jobpræmie udbetales i perioder med ustøttet beskæftigelse. Der kan maksimalt udbetales jobpræmie i 18 måneder. En person kan dermed modtage op til 45.000 kr. i jobpræmie.

Jobpræmieordningen vil omfatte personer, som pr. 1. december 2016 har haft mindst et års sammenhængende forløb på bl.a. kontant- og uddannelseshjælp, sygedagpenge, ledighedsydelse eller ressourceforløb.

Derudover vil ordningen også omfatte dagpengemodtagere, der på skæringsdatoen har været ledige i en sammenhængende periode på mindst 1½ år. Op mod 150.000 personer kan få en gevinst med den nye jobpræmieordning.

Jobpræmieordningen løber i to år fra 1. april 2017. Der afsættes samlet set 630 mio. kr. i 2017-2020 til ordningen.