Socialt frikort for hjemløse

Regeringen
Mand med sovepose
Foto: Colourbox

Regeringen foreslår, at der indføres et socialt frikort for hjemløse i 2018 og 2019. Det sociale frikort giver ret til at tjene en årlig skattefri arbejdsindkomst på op til 20.000 kr. udover personfradrag og beskæftigelsesfradrag mv.

Det vil øge rådighedsbeløbet for borgere med socialt frikort med ca. 8.000 kr. årligt. Indkomst tjent i forbindelse med det sociale frikort medfører ikke reduktion i forsørgelsesydelserne.

Målgruppen for ordningen er hjemløse, der er over 25 år og som gør brug af forsorgshjem eller herberger og såkaldte gadesovere. Denne gruppe af borgere er nogle af de mest udsatte og sårbare voksne i det danske samfund. Mange har en ustabil boligsituation.

Omtrent halvdelen af brugerne af forsorgshjem eller herberger modtager også andre sociale indsatser, og mere end halvdelen har også en diagnose for psykiske lidelser eller sygdom forårsaget af misbrug.

Visitation til det sociale frikort sker i kommunerne på baggrund af en konkret individuel vurdering.

Der afsættes ca. 50 mio. kr. til indførelse af et socialt frikort for hjemløse. Ordningen etableres som en 2-årig forsøgsordning, der evalueres.