Nyhed

Danmarks støtte til nærområderne slår rekord

Regeringen øger nu markant støtten til nærområderne i forbindelse med de kriser og konflikter, der bidrager til de aktuelle flygtningestrømme. Det humanitære budget øges i 2016 og 2017 med samlet set en milliard kr.

Regeringen øger nu markant støtten til nærområderne i forbindelse med de kriser og konflikter, der bidrager til de aktuelle flygtningestrømme. Det humanitære budget øges i 2016 og 2017 med samlet set en milliard kr. Med forbehold for Folketingets godkendelse tilføres allerede i år 525 mio. kr. til nærområderne. Hermed vil Danmarks humanitære bidrag nå det højeste niveau nogensinde.

De nye midler vil bl.a. gå til akut nødhjælp til flygtninge og fordrevne. Det er imidlertid også afgørende for regeringen at adressere årsagerne til, at folk drives afsted på farefulde rejser fra nærområderne. Der vil derfor også blive ydet støtte til langvarige indsatser, som kan modvirke sekundære bevægelser af flygtninge og fordrevne. Det kan eksempelvis omfatte bedre adgang til uddannelse, selvforsørgelse, vandforsyning, sundhed m.v.

Danmark har den seneste årrække været blandt de 10-15 største humanitære donorer i verden. I 2015 var Danmark eksempelvis blandt de fem største statslige humanitære donorer i relation til Syrien, målt i forhold til indbyggertal.

Antallet af mennesker, der er på flugt fra krig og konflikt er nu vokset til over 65 mio., det højeste siden 2. Verdenskrig. Tallet omfatter ca. 24,5 mio. flygtninge og 40,8 mio. internt fordrevne.

Konkret planlægges den nye nærområdeindsats som det væsentligste at inkludere følgende indsatser i 2016:

  • Omkring 435 mio. til krise- og nærområder i Mellemøsten og Nordafrika. Det gælder først og fremmest Syriens nærområder, men også Irak og Libyen. Danmarks bidrag til ofrene for krisen i Syrien vil dermed være det største nogensinde.
  • Omkring 90 mio. kr. til indsatser i andre nærområder, der bidrager til at øge flygtningepresset på Danmark og Europa, bl.a. fra Afrikas Horn og Afghanistan.

Fakta

FN’s 71. Generalforsamling og FN’s topmøde om flygtninge og migranter afholdes i FN’s hovedkvarter i New York. Den 71. Generalforsamling åbnede officielt den 13. september.

Topmødet om flygtninge og migranter finder sted den 19. september. Generaldebatten – også kaldet ”ministerugen” - hvor stats- og regeringscheferne afgiver deres nationale indlæg, løber fra den 20. september til den 30. september 2016.

FN’s Generalforsamling mødes i årlige sessioner, der indledes i september og løber frem til starten af det efterfølgende års Generalforsamling. Generalforsamlingerne ledes af formanden for Generalforsamlingen, som under den 70. Generalforsamling var Mogens Lykketoft.

Under ministerugen mødes verdens ledere for at drøfte de største udfordringer, verden står over for. I år vil fokus være de store flygtninge- og migrationsstrømme, spørgsmål om fred og sikkerhed samt arbejdet med opnåelsen af verdensmålene frem mod 2030.