Her er Danmarkskanonen
Hvilke værdier har formet os i Danmark? Og hvilke værdier vil vi have med ind i fremtiden? De spørgsmål stillede daværende kulturminister Bertel Haarder i juni befolkningen. Nu har danskerne svaret og har ved stemmeafgivning valgt 10 værdier til Danmarkskanonen.
Hvilke værdier har formet os i Danmark? Og hvilke værdier vil vi have med ind i fremtiden? De spørgsmål stillede daværende kulturminister Bertel Haarder i juni befolkningen. Nu har danskerne svaret og har ved stemmeafgivning valgt 10 værdier til Danmarkskanonen.
Danmarkskanonens 10 værdier:
Velfærdssamfundet: I det danske velfærdssamfund nyder borgerne en høj grad af beskyttelse mod sociale og fysiske risici og har gavn af en række offentlige goder.
Frihed: Frihed er den grundlæggende værdi for det danske demokrati. I den vestlige tradition hænger folkets frihed sammen med den enkelte borgers frihed.
Tillid: Den danske tillidskultur bygger på en forventning om, at ens medborgere og offentlige institutioner er troværdige.
Lighed for loven: Danmark ligger ofte i toppen af internationale målinger om tillid og lav korruption.
Kønsligestilling: Det danske samfund bygger på ligeværdighed mellem kønnene. Det vil sige at mænd og kvinder skal have samme rettigheder og muligheder.
Det danske sprog: Dansk er modersmål for mere end 90 % af befolkningen i Danmark. Sproget er ikke blot et kommunikationsredskab; det er en kulturbærer.
Foreningsliv og frivillighed: Foreninger udgør en grundlæggende måde at organisere fællesskaber på i hele Danmark.
Frisind: Frisindet bygger på en præmis om, at alle mennesker skal have ret til at bestemme over deres eget liv. At udvise frisind betyder at have en fordomsfri og tolerant indstilling og tankegang.
Hygge: Hygge betragtes som en særlig måde at være sammen på under afslappede forhold. Hygge har sit eget ord, og mange siger, at det ikke kan oversættes.
Den kristne kulturarv: Kristendommens begreb om næstekærlighed og de protestantiske tanker om arbejdets vigtige betydning, det personlige ansvar og alle menneskers lighed over for Gud har sat deres spor helt op i det moderne Danmark.
Bertel Haarder siger: ”Danmarkskanonen er blevet til i en tid med voksende bekymring for fremtiden, hvor mange er usikre på vores fælles værdimæssige grundlag. De 10 værdier, som befolkningen nu har valgt, er et udtryk for nutidens og fremtidens vigtigste samfundsværdier – vores fælles kulturelle dna. Og et skridt mod den tydeliggørelse af vores kultur, som jeg mener, er afgørende for det danske samfunds sammenhængskraft.”
Kulturminister Mette Bock siger:
”Arbejdet med Danmarkskanonen har givet os en vigtig debat om, hvilket fundament vi står på i Danmark. Jeg håber, at debatten vil fortsætte. Og jeg vil i det nye år se på muligheden for at få de unge generationer til at ’oversætte’ og diskutere værdiernes relevans og betydning for deres dagligdag og liv.”
Danmarkskanonen blev iværksat af daværende kulturminister Bertel Haarder i juni 2016, som et dannelses- og integrationsprojekt. Danmarkskanonen skulle afsøge befolkningens holdninger til de vigtigste og bærende danske samfundsværdier og på den baggrund skabe øget kulturel bevidsthed i befolkningen. Danmarkskanonen modtog i alt 2425 forslag. Både privatpersoner, klubber, skoleelever, politikere, kulturpersonligheder, foreninger og organisationer bidrog med forslag.