Sikkerhed og tryghed
Regeringen, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti er enige om at styrke indsatsen for at sikre et trygt og sikkert Danmark.
Grænsekontrol
Der afsættes en reserve på 220 mio. kr. i 2017 til merudgifter som følge af ekstraordinære indsatser i grænseområderne mv., herunder midlertidig grænsekontrol. Reserven udmøntes efter aftale med aftaleparterne.
Politikadetter
Regeringen, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti er enige om, at politiet etablerer en ny uniformeret medarbejdergruppe – såkaldte politikadetter – som målrettes og uddannes til opgaver forbundet med blandt andet grænsekontrol, bevogtning samt transport- og udsendelsesopgaver. Politikadetterne får politimyndighed.
Politikadetterne skal gennemgå en fokuseret uddannelse i regi af Politiskolen af ca. seks måneders varighed. Elementer fra den kortere politikadetuddannelse vil være meritgivende på politibasisuddannelsen. Uddannelsen vil blandt andet bestå af en række beredskabsfaglige moduler fra politiets basisuddannelse, herunder skydning, magtanvendelse og bevogtning.
På disse områder vil politikadetterne få samme kompetencer som politibetjente. Politikadetterne vil gøre tjeneste i de politikredse, hvor der er størst behov for at få løst de opgaver, som politikadetterne er uddannet til, herunder grænsekontrol.
Der planlægges efter et optag på 345 politikadetter. Rekrutteringen af kadetterne påbegyndes snarest muligt med henblik på, at de første 125 kadetter kan påbegynde uddannelsen den 1. marts 2017 og være færdiguddannede den 1. september 2017. Der planlægges efter, at alle 345 kadetter er færdiguddannede den 1. september 2018.
Der afsættes 66 mio. kr. i 2017, 170 mio. kr. i 2018, og 198 mio. kr. årligt i 2019-2020 til optag af 345 politikadetter.
Øget optag på Politiskolen
Der er i 2016 optaget 600 politistuderende på Politiskolen. Regeringen, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti er enige om at øge optaget yderligere, således at der også i 2017 optages 600 politistuderende. Det svarer til et meroptag på 120 politistuderende i forhold til det hidtil forudsatte i 2017.
Der afsættes i størrelsesordenen 24 mio. kr. i 2017, 14 mio. kr. i 2018 og 22 mio. kr. i 2019 til formålet.
Ramme til indsats mod ungdomskriminalitet
Regeringen, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti er enige om, at der skal være en mærkbar konsekvens, når unge begår kriminalitet. De unge kriminelle skal bringes ud af den hårde kriminalitet og ind på en bedre bane ved anvendelse af skræddersyede sanktioner – også selvom de unge er under 15 år.
Aftaleparterne er derfor enige om at afsætte en ramme på 70 mio. kr. årligt i perioden 2017-2020 til en indsats mod ungdomskriminalitet. Regeringen vil senere fremsætte forslag til den konkrete udmøntning. Udmøntningen af midlerne vil ske med aftaleparterne.
Strafskærpelser
Regeringen, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti er enige om, at straffen for ulovlig våbenbesiddelse skal skærpes. Dette sker med henblik på at sikre, at der skal være en hård konsekvens for ulovlig besiddelse af skydevåben, herunder for rockere og bandemedlemmer.
Der er i dag en minimumsstraf på 1 års fængsel for overtrædelse af straffelovens bestemmelse om ulovlig besiddelse af skydevåben under særskilt skærpende omstændigheder, og den gennemsnitlige straflængde er 1 år og 4 måneder. Minimumsstraffen hæves til 2 år.
Der afsættes 19 mio. kr. i 2017 og 28 mio. kr. årligt fra 2018 og frem til formålet. Hermed udmøntes regeringens pulje til strafskærpelser
Aftaleparterne vil endvidere have fokus på den øvrige indsats mod bandekriminalitet.
En ordentlig veteranindsats
Regeringen, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti er enige om at styrke veteranindsatsen med i alt 20 mio. kr. frem mod 2019. Aftaleparterne er enige om at prioritere veteranområdet med henblik på, at de danske veteraner får den støtte, anerkendelse og de muligheder, der står mål med deres store indsats for Danmark.
Aftaleparterne lægger desuden vægt på, at man med styrkelsen af veteranindsatsen iværksætter nye initiativer for de veteraner, der ikke nås af de allerede eksisterende tilbud og desuden sikrer en bedre sammenhæng og en større vidensdeling på veteranområdet.
Beskyttelse af jødiske lokationer
Regeringen, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti er enige om at afsætte midler til at forbedre den fysiske sikkerhed ved bygninger mv., som primært benyttes af det jødiske mindretal.
Der afsættes i alt 35 mio. kr. i 2017 til formålet. Endvidere afsættes der 2 mio. kr. årligt i perioden 2017-2020 til at dække de løbende driftsudgifter som følge af forbedring af den fysiske sikkerhed.
Antiradikalisering
Regeringen, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti er enige om at styrke indsatsen vedrørende forebyggelse og bekæmpelse af radikalisering, der fører til voldelig ekstremisme. Aftaleparterne er derfor enige om at afsætte en ramme på i alt ca. 64 mio. kr. i perioden 2017-2020 til dette formål. Udmøntningen af midlerne vil ske med aftaleparterne.
Indsatsen kommer oveni aftale om udmøntning af satspuljen for 2017 på integrationsområdet, hvor der er afsat ca. 227 mio. kr. i perioden 2017-2020 til en styrket indsats mod parallelsamfund, herunder ca. 91 mio. kr. til forebyggelse og bekæmpelse af ekstremisme og radikalisering.
Landsforeningen Hjælp Voldsofre
Landsforeningen Hjælp Voldsofre har til formål at hjælpe ofre for vold, voldtægt, røveri og incest. Foreningen arbejder for at forbedre ofres retsstilling og deltager i forebyggende arbejde.
Regeringen, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti er enige om at afsætte yderligere 1 mio. kr. årligt i 2017-2020 som forhøjelse af tilskuddet til Landsforeningen Hjælp Voldsofre, således at tilskuddet til foreningen samlet vil være 2 mio. kr. årligt, svarende til niveauet siden 2008.
Afsoning i udlandet
Regeringen har orienteret aftaleparterne om, at regeringen arbejder på at oprette afsoningspladser i udlandet. Aftaleparterne støtter op om dette arbejde. Regeringen vil give aftaleparterne en status for arbejdet inden sommeren 2017.
Politiets indsats mod dyrevelfærdskrænkelser
Regeringen, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti noterer sig, at rapporten fra regeringens arbejdsgruppe, der har set på politiets indsats mod dyrevelfærdskrænkelser, nævner nogle kommende tiltag på området, herunder planlagte initiativer og anbefalinger til yderligere tiltag.
Aftaleparterne vil følge udviklingen i de planlagte initiativer og er enige om, at arbejdsgruppens anbefalinger til yderligere tiltag skal gennemføres, herunder udbygning af politiets grunduddannelse på dyreværnsområdet for at sikre øget fokus på håndtering af dyreværnssager.
Desuden skal efter- og videreuddannelsen gøres obligatorisk for medarbejdere, der har dyreværnssager og kontrol af dyretransporter som særligt kompetenceområde.
Styrket indsats for dyrevelfærd
Regeringen, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti er enige om at afsætte yderligere 7,5 mio. kr. i 2017-2018 til dyrevelfærdspuljen, hvorfra der kan gives tilskud til foreninger og organisationer, der arbejder for dyrevelfærd i Danmark. Dermed øges det samlede tilskud fra puljen til i alt ca. 10 mio. kr. årligt i 2017-2018.