Næsten alle asylansøgere fra 2015 har været til samtale i Udlændingestyrelsen
Trods et rekordstort antal af asylansøgere, der rejste ind i Danmark i 2015, har Udlændingestyrelsen med en ekstraordinær indsats gennemført asylsamtaler med stort set alle.
Trods et rekordstort antal af asylansøgere, der rejste ind i Danmark i 2015, har Udlændingestyrelsen gennemført asylsamtaler med stort set alle.
Det rekordstore antal asylansøgere, som kom til Danmark i efteråret 2015, gav uhensigtsmæssigt lange ventetider på den første asylsamtale for ansøgerne. Ved udgangen af 2015 var der således ca. 7.000 asylansøgere, som afventede at komme til samtale. Udlændingestyrelsen valgte derfor i december 2015 at gennemføre flere tiltag for at forkorte ventetiden.
Ca. 20 medarbejdere blev flyttet til asylområdet fra andre områder i styrelsen, ligesom der blev ansat mange nye medarbejdere. Samlet set er medarbejderstaben på asylområdet forøget med ca. 45 procent.
Med disse tiltag vurderede Udlændingestyrelsen at alle asylansøgere, der kom til Danmark i 2015 ville have været til første asylsamtale med udgangen af juni måned 2016. Det mål er stort set nået, viser en opgørelse fra Udlændingestyrelsen.
Kun 50 personer mangler første samtale
Således mangler Udlændingestyrelsen kun at gennemføre såkaldte oplysnings- og motivsamtaler med en lille gruppe asylansøgere på ca. 50 personer, som har indgivet deres ansøgning om asyl i 2015.
Ca. halvdelen af disse ansøgere er indkaldt til samtale i august, mens samtalerne for den anden halvdel ikke kan afholdes på grund af sygdom, manglende dokumenter eller lignende.
2.000 indrejste i 2016 har været til samtale
Udover de mange asylsamtaler med asylansøgere, der kom til Danmark i 2015, har Udlændingestyrelsen på nuværende tidspunkt holdt asylsamtaler med ca. 2.000 asylansøgere, som er indrejst i 2016.