Stadig massiv trafik af flygtninge og migranter over Middelhavet
Flygtninge- og migrantkrisen er langt fra afblæst, selvom antallet af flygtninge fra Tyrkiet til de græske øer er faldet markant sammenlignet med samme tid sidste år.
Flygtninge- og migrantkrisen er langt fra afblæst, selvom antallet af flygtninge fra Tyrkiet til de græske øer er faldet markant sammenlignet med samme tid sidste år. Alene i juli i år har næsten 25.300 mennesker krydset Middelhavet til Italien. Det er 12 procent flere end i juli 2015.
Der er stadig hul på EU’s ydre grænser. Knap 95.000 mennesker har krydset den centrale middelhavsrute i løbet af de første syv måneder af 2016, viser nye tal fra EU’s grænseagentur, Frontex.
De to største befolkningsgrupper, der kommer over Middelhavet er fra Nigeria og Eritrea. I juni ankom omkring 22.500 personer til Italien, størstedelen fra Libyen.
Stadig behov for grænsekontrol
Når migranter og flygtninge reddes på Middelhavet er kystvagten forpligtet til at bringe dem i land på Sicilien, hvor de distribueres ud til forskellige hotspots, hvor de registreres. Herefter sendes de til andre modtagecentre i Italien, mens deres asylsag behandles.
Udlændinge- Integrations og Boligminister Inger Støjberg vurderer, at der stadig er god grund til dansk græsekontrol, så længe der endnu ikke er fundet en permanent løsning på den flygtninge- og migrantstrøm, der stadig rammer EU’s ydre grænser.
”Der kommer fortsat et alt for højt antal mennesker til EU’s ydre grænser. Derfor mener jeg, at vi langt fra kan afblæse flygtninge- og migrantkrisen endnu, og vi må fortsat arbejde målrettet på at stoppe den strøm, der lige nu kun gavner nogle kyniske menneskesmuglere”, siger Inger Støjberg.
På den østlige middelhavsrute mellem Tyrkiet og de græske øer har langt færre krydset grænsen de seneste måneder, siden EU-Tyrkiet aftalen blev indgået, og grænsen mellem Makedonien og Grækenland blev lukket. Selvom der ifølge tal fra Frontex er ankommet omkring 1800 mennesker til Grækenland fra Tyrkiet, hvilket er en stigning i forhold til juni måned, er der tale om et fald på 97 procent i forhold til året før.