Indholdet på denne side vedrører regeringen Lars Løkke Rasmussen II (2015-16)
Statistik

Fakta om omfanget af æresrelaterede konflikter

Justitsministeriet
Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling
Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet

Problematikken omkring æresrelaterede konflikter er præget af mørketal, da en del sager formentlig aldrig kommer til myndigheder og andre aktørers kendskab. En række opgørelser kan dog give et indblik i antallet af kendte tilfælde samt i udviklingen i antallet af sager over årene.

Opgørelser af antallet af unge udsat for negativ social kontrol og æresrelaterede konflikter, der henvender sig til rådgivningstilbuddet Etnisk Ung, viser en stigning fra 101 i 2005 til 1207 i 2015. Også antallet af henvendelser til det sikre botilbud RED-Safehouse er steget, fra 64 henvendelser i 2006 til 242 i 2015.

Derudover oplever kvindekrisecentrene, at gruppen af voldsramte etniske minoritetskvinder, herunder kvinder, som har været udsat for æresrelateret vold, fylder mere og mere på centrene. Årsstatistikken for kvinder og børn på krisecenter for 2014 viser bl.a., at kvinder med andet fødeland end Danmark udgør 45 pct. på krisecentrene i 2014, selv om de kun udgør 12 pct. af det samlede antal voksne kvinder i Danmark.

Tallene illustrerer, at der er en vedvarende aktuel udfordring, men er samtidig et udtryk for, at flere og flere unge i stigende grad er blevet opmærksomme på deres rettigheder og mulighederne for hjælp og støtte.

 

Øvrige data om problemets omfang

Rigspolitiet har siden 2006 registreret anmeldelser og sager vedrørende æresrelaterede konflikter og forbrydelser fra landets politikredse med henblik på kontinuerligt at have et overblik over området. Registreringen sker på baggrund af indberetninger fra politikredsene og vedrører ikke alene anmeldelser om mulige strafbare forhold, men også henvendelser til politiet om æresrelaterede konflikter mv. Opgørelserne viser et antal af sager pr. år på mellem 109 (2006) og op til 167 (2009). Der er i 2015 i alt registreret 140 anmeldelser/sager.

Nydanske unges oplevelse af social kontrol, frihed og grænser

En undersøgelse om social kontrol fra 2011 viser, at 25 pct. af unge mellem 15-20 år med etnisk minoritetsbaggrund frygter, at familien vælger en ægtefælle mod deres vilje, og 25 pct. oplever større eller mindre grad af begrænsning i forhold til at vælge uddannelse, venner og fritidsaktiviteter.

Medborgerskabsundersøgelsen og Integrationsbarometret 2016

Ifølge de seneste målinger (2016) på Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriets Integrationsbarometer føler næsten hver 5. af de 18-29-årige indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig oprindelse, at de får begrænset deres frihed og selvbestemmelse af familien i relation til valg af kæreste og ægtefælle.1 Der har samtidig i et vist omfang været en positiv udvikling siden 2012, således at færre unge nydanskere oplever, at de ikke selv kan bestemme deres valg af kæreste eller ægtefælle. Undersøgelsen viser også, at de unge selv i betydeligt omfang tilslutter sig ligestilling mellem kønnene.

Nydanske LGBT-personers levevilkår

I 2015 blev der udarbejdet en undersøgelse af nydanske LGBT-personers levevilkår, som viser, at flertallet af nydanskere har positive og tolerante holdninger til LGBT- personer, og 73 pct. mener, at samfundet bør acceptere homoseksualitet. Imidlertid har et betydeligt mindretal negative holdninger til LGBT, og 24 pct. støtter et forbud mod sex mellem to personer af samme køn, 43 pct. opfatter homoseksualitet som unaturligt, 39 pct. opfatter homoseksualitet som en religiøs synd, 22 pct. opfatter homoseksualitet som en sygdom og 29 pct. er modstandere af at tillade kønsskifteoperationer.

Endvidere viser undersøgelsen, at nydanske LGBT-personer på en række områder har væsentligt dårligere levevilkår end andre LGBT-personer i Danmark, herunder har bl.a. 33 pct. overvejet selvmord inden for det seneste år (for øvrige LGBT-personer er tallet 19 pct.), og selvmordstanker er cirka fire gange så udbredt blandt nydanske LGBT-personer end blandt den heteroseksuelle majoritetsbefolkning.

De problemer, som nydanske LGBT-personer oplever, vedrører primært egen familie og det etniske minoritetsmiljø, og den vold, som rammer nydanske LGBT-personer, kan ofte karakteriseres som æresrelateret vold. 13 pct. har eksempelvis været udsat for fysisk vold fra familiens side, 18 pct. har været udsat for voldstrusler fra familiens side, og 15 pct. har oplevet pres for at blive gift mod deres vilje.

Analyserne viser desuden, at de voldramte og voldstruede nydanske LGBT-personer gennemsnitligt set kommer fra familier, hvor ære og religion tillægges større betydning end i de andre nydanske LGBT-personers familier.