Indholdet på denne side vedrører regeringen Lars Løkke Rasmussen II (2015-16)
Perspektiv

Tidligere handlingsplaner om forebyggelse af ekstremisme og radikalisering

Justitsministeriet
Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling
Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet

Forebyggelsesindsatsen er opbygget og udbygget i takt med nye udfordringer. Der er over et årti gennemført en professionalisering og formalisering af indsatsen. Den første samlede handlingsplan om forebyggelse af ekstremisme og radikalisering blev offentliggjort i 2009. Handlingsplanen introducerede en model for det tværgående myndighedssamarbejde med afsæt i det eksisterende SSP-samarbejde. Det var en del af en flerstrenget indsats, hvor der også var fokus på at styrke demokratisk dannelse og medborgerskab blandt unge samt iværksætte særlige indsatser i udsatte boligområder og fængsler.

I 2014 byggede en ny handlingsplan videre på den model for tværgående myndighedssamarbejde om forebyggelse, som blev lanceret i den første handlingsplan. Derudover sætter handlingsplanen fra 2014 fokus på en række nye udfordringer: det stigende antal udrejsende til væbnede konflikter, online-radikalisering og ekstremistiske gruppers brug af sociale medier og internettet, de tætte forbindelser mellem kriminelle og ekstremistiske miljøer samt et øget behov for at inddrage civilsamfundet. Ved en bred politisk aftale blev det i 2015 vedtaget at afsætte satspuljemidler til en række initiativer i handlingsplanen fra 2014. Den nuværende indsats for at forebygge ekstremisme og radikalisering har i vid udstrækning afsæt i udmøntningen af disse initiativer, som bygger videre på erfaringerne fra den første handlingsplan og samtidig sætter fokus på de nye indsatsområder.

Alment boligbyggeri
Foto: Emil Hougaard /Scanpix