Indholdet på denne side vedrører regeringen Lars Løkke Rasmussen II (2015-16)
Nyhed

Bonus for pensionsindbetalinger

Regeringen

Det foreslås at give en PensionsBonus for beskæftigede, der har indkomst over 300.000 kr., og som indbetaler til pension. Det øger afkastet efter skat for personer med pensionsindbetalinger, og samtidig øger det tilskyndelsen til opsparing for de beskæftigede, der har begrænsede pensionsindbetalinger i dag. Sidste gruppe får kun det fulde jobfradrag, hvis de øger deres pensionsindbetalinger. Dermed indføres en direkte økonomisk gevinst ved indbetaling til pension.

Forslaget indebærer, at for personer med arbejdsindkomster over 300.000 kr. bortfalder det målrettede jobfradrag gradvis med stigende indkomst, hvis de ikke har indbetalinger til pension. Disse personer har dog mulighed for at opnå PensionsBonus for indbetalinger

til fradragsberettigede pensionsordninger, som kan bringe dem op på det maksimale fradrag på 17.000 kr.

For personer med en arbejdsindkomst over 300.000 kr., og som indbetaler mindre end 7¼ pct. af indkomsten til pension (op til en indbetaling på 38.700 kr., som sikrer fuld PensionsBonus uanset indkomst), vil den nye PensionsBonus afhænge af størrelsen af pensionsindbetalingen. For alle beskæftigede med en indkomst på over 300.000 kr. og tilstrækkelige pensionsindbetalinger opvejer den nye PensionsBonus præcist aftrapningen af det målrettede jobfradrag.

Det målrettede jobfradrag og den nye PensionsBonus indebærer tilsammen en skattelempelse på et fast årligt kronebeløb på knap 4.500 kr. for fuldtidsbeskæftigede med arbejdsindkomster mellem 207.000 kr. og 300.000 kr. samt for fuldtidsbeskæftigede med arbejdsindkomster over 300.000 kr. og tilstrækkelige indbetalinger til pension.

Langt hovedparten af de fuldt beskæftigede med en arbejdsindkomst over 300.000 kr. har pensionsindbetalinger, som er tilstrækkelige til at opnå fuld PensionsBonus. Det er således kun omkring knap 15 pct. af de fuldtidsbeskæftigede med arbejdsindkomster over 300.000 kr., der skal øge deres pensionsindbetalinger, hvis de vil have det fulde udbytte af PensionsBonus.