Indholdet på denne side vedrører regeringen Lars Løkke Rasmussen II (2015-16)
Helhedsplan

Lidt senere pension - for at sikre fremtidens velfærd

6 mdr. senere på pension, ny seniorfleksordning til nedslidte.

Regeringen

Et bredt flertal i Folketinget står bag en velfærds- og en tilbagetrækningsreform, som betyder, at tilbagetrækningsalderen fremover stiger i takt med, at vi lever længere. Sigtet er, at alle årgange skal have mulighed for nogenlunde samme periode på pension og efterløn.

Da aftalen om velfærdsreformen blev indgået i 2006, var sigtet gradvist at forhøje folkepensionsalderen med den øgede levetid, så folkepensionister i gennemsnit kunne forvente en pensionsperiode på 14½ år. Levetiden er imidlertid steget hurtigere end forventet. En 56-årig, der er født i 1960 vil således i praksis have udsigt til godt 18 år på pension, mens personer, der er født i 2016 har udsigt til at være på pension i 15 år.

Det er glædeligt, at danskerne lever længere end forudsat, men det betyder også, at reguleringen af aldersgrænserne er kommet bagud og skal hæves lidt mere. For ellers vil udgifterne til det stigende antal personer på pension beslaglægge for stor en del af vores økonomiske råderum. Så vil der blive færre penge til fx uddannelse og sundhed.

Justeringen af tilbagetrækningsalderen vil yde et væsentligt bidrag til at håndtere den langsigtede udfordring, som består i, at vi ellers i løbet af 2020’erne kommer ind i en lang periode med betydelige offentlige underskud. Den lidt senere tilbagetrækning styrker de offentlige finanser på lang sigt og dermed troværdigheden af den økonomiske politik. Det muliggør et øget råderum i de kommende år, som kan finansiere flere nye initiativer, end vi ellers ville kunne.

Alle, der berøres af tilpasningen vil imidlertid have en længere periode på pension, end den, der oprindeligt var tiltænkt med reformen i 2006.

Personer, der er nedslidte, eller som af andre årsager ikke kan fortsætte med at arbejde frem til efterløns- eller folkepensionsalderen, vil fortsat kunne benytte sig af de eksisterende muligheder for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet med (senior)førtidspension eller blive visiteret til fleksjob, hvor der tages særlige skånehensyn.

Regeringen ønsker derudover at indføre en ny seniorfleksjobordning for nedslidte, hvor jobbet kan blive tilpasset den enkelte medarbejders behov, og hvor visitationen til ordningen sker efter enkle procedurer.

 

Du kan læse mere om teknikken i forslagene på dette område i kapitlerne 6a og 6b i nedenstående publikation.

 

pdf (2,22 Mb)