Ny aldersopsparing
Udbetalinger fra aldersopsparingsordningen – hvor der ikke er fradragsret for indbetalinger – er skattefrie ved udbetaling og fører ikke til aftrapning af de offentlige ydelser til pensionister.
Derimod er udbetalinger fra fradragsberettigede pensionsordninger (livrente og ratepension) skattepligtige og medfører aftrapning af offentlige overførsler i pensionisttilværelsen.
Dette samspilsproblem mindsker tilskyndelsen til at foretage egen pensionsopsparing. Samspilsproblemet er størst sidst i arbejdslivet, hvor opsparingsperioden er kortest, og hvor gevinsten ved den relativt lave pensionsafkastskat er lavest. Hertil kommer, at samspilsproblemet i denne del af livet kan give tilskyndelse til tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.
På denne baggrund foreslås det at give mulighed for at indbetale op til 50.000 kr. årligt til en ikke-fradragsberettiget livrente – en aldersopsparingslivrente – for personer sidst i arbejdslivet.
I dag kan der maksimalt indskydes 29.600 kr. årligt til aldersopsparing uanset alder. Retten til det forhøjede indskud gælder de sidste fem år før folkepensionsalderen for personer, der ikke har påbegyndt udbetaling af fradragsberettigede pensionsordninger.
Et skifte i retning af opsparing i aldersopsparingslivrenten vil i vid udstrækning løse samspilsproblemet for mange pensionsopsparere sidst i arbejdslivet. Til gengæld vil et generelt skifte til den eksisterende aldersopsparing kraftigt modvirke målretningen af offentlige pensionsydelser mod pensionister med lave indkomster. Dermed vil de offentlige udgifter til pensionsydelser stige markant under en sådan omlægning til aldersopsparing, hvilket svækker den finanspolitiske holdbarhed betydeligt.
Det foreslås derfor også, at loftet for indskud på den eksisterende aldersopsparing sættes ned til 5.000 kr. årligt for personer, der har mere end fem år til folkepensionsalderen. For en ikke-topskatteyder svarer dette til ca. 8.700 kr. før skat og arbejdsmarkedsbidrag. Dette udgør omtrent en femtedel af indbetalingen til arbejdsmarkedspension for en typisk LO-arbejder.
For personer med mindre end fem år til folkepensionsalderen sættes loftet for indbetalinger til den eksisterende aldersopsparing til 0 kr.
Samlet set betyder denne målretning af aldersopsparing mod personer sidst i arbejdslivet, at omlægning mod aldersopsparing ikke vil kunne opnå et omfang, som repræsenterer et problem for det samlede pensionssystem.