Indholdet på denne side vedrører regeringen Lars Løkke Rasmussen II (2015-16)
Nyhed

Justitsministeren vil styrke forbuddet mod at sprede radikaliseringspropaganda på nettet

Det skal ske gennem en ændring i straffelovens terrorbestemmelser, som skal gøre det nemmere at retsforfølge personer, der f.eks. spreder propagandamateriale via de sociale medier. Strafferammen vil være op til seks år.

Justitsministeriet
Søren Pind
Foto: Les Kaner

Ekstremisters og terroristers brug af internet og sociale medier er i ifølge PET eksploderet inden for de seneste år. Justitsminister Søren Pind vil med en række nye initiativer sætte ind mod radikalisering på nettet.

Justitsministeren vil blandt andet styrke forbud mod at udbrede og videreformidle propagandamateriale via nettet. Det skal ske gennem en ændring i straffelovens terrorbestemmelser, som skal gøre det nemmere at retsforfølge personer, der f.eks. spreder propagandamateriale via de sociale medier. Strafferammen vil være op til seks år.

Ministeren foreslår samtidig, at styrke kortlægningen af ekstremisters brug af sociale medier samt at oprette en ny særlig enhed i PET, der skal identificere og fjerne voldeligt ekstremistisk materiale bl.a. gennem samarbejde med internetindustrien.

”Ekstremisters og terroristers brug af internet og sociale medier er i rekrutteringsøjemed eksploderet de seneste år, og der er derfor et akut behov for at udfordre ekstremisternes spillerum på internettet", siger Søren Pind.

Initiativerne mod online-radikalisering vil blive drøftet med retsordførerne fra Folketingets partier på et møde i Justitsministeriet i dag.

Via tjenester som Youtube, Facebook og Twitter forsøger ekstremister at radikalisere unge – også unge, der ikke selv aktivt opsøger og går ind på hjemmesider med militant islamistisk indhold.

Omfanget af spredningen er ganske alvorlig. Twitter oplyste i foråret 2016, at virksomheden alene på et halvt år havde lukket over 125.000 Twitter-konti, der havde været anvendt til at udbrede terrorpropaganda.