Lettere militær adgang i Norden
Danmark har onsdag indgået en rammeaftale med Norge, Sverige, Finland og Island om lettere militær adgang i Norden i fredstid. Rammeaftalen skal styrke sikkerheden i Østersøregionen ved at gøre det lettere at få adgang til hinandens luft-, sø- og landterritorier med militære kapaciteter som f.eks. afvisningsberedskabet og Søværnets skibe. Aftalen gør det samtidig nemmere at gennemføre øvelses- og træningsaktivitet i Norden.
Danmark har i dag indgået en rammeaftale med Norge, Sverige, Finland og Island om lettere militær adgang i Norden i fredstid.
Under navnet ”Easy Access” skal rammeaftalen styrke sikkerheden i Østersøregionen ved at gøre det lettere at få adgang til hinandens luft-, sø- og landterritorier med militære kapaciteter som f.eks. afvisningsberedskabet og Søværnets skibe. Aftalen gør det samtidig nemmere at gennemføre øvelses- og træningsaktivitet i Norden.
”Med aftalen i dag knytter vi endnu tættere forsvarsbånd i Norden. Vi baner vejen for en fleksibel og effektiv udnyttelse af vores nære nordiske naboskab og samtidig skaber vi et vigtigt grundlag for en styrket sikkerhed i regionen. Aftalen gør det bl.a. nemmere at følge Ruslands ageren i Østersøregionen samtidig med, at vi forbedrer vores muligheder for at øve og træne med hinanden”, siger forsvarsminister Peter Christensen.
Mindre bureaukrati og hurtigere reaktionstid
En af de store fordele ved aftalen er ifølge Peter Christensen, at aftalen betyder, at man ikke skal spørge nabolandet om tilladelse, før man krydser grænsen med for eksempel bevæbnede militærfly eller -skibe. Rammeaftalen lægger dog også op til en tæt kommunikation mellem de nordiske landes forsvar. Derfor vil det land, hvis grænse krydses, vide det ifølge forsvarsministeren:
”Det er selvsagt afgørende, at vi kan reagere hurtigt og smidigt på de udfordringer, vi står overfor – uanset om det handler om hurtigt og effektivt at kunne gribe ind over for et olieudslip i Østersøen eller der skal indhentes overflyvningstilladelser til brug for vores afvisningsberedskab. For at være operative kræver det, at vi kan gøre det uden en lang godkendelsesprocedure,” siger Peter Christensen.
Aftalen sikrer således, at landene bl.a. reducerer de tids- og procedurekrav, der hidtil har været forbundet med at opnå de nødvendige adgangstilladelser.
Rammeaftalen er inspireret af den dansk-svenske forsvarsaftale af 14. januar 2016, der f.eks. giver mulighed for, at det danske afvisningsberedskab kan krydse svensk territorium i forbindelse med afvisning af fremmede fly på vej mod dansk territorium og dermed afkorte responstiden. Samtidig gør aftalen det lettere at gennemføre øvelses- og træningsaktiviteter, da aftalen giver mulighed for af passere hinandens territorier til og fra øvelsesområder.
Implementeringen af rammeaftalen vil ske gennem en række tekniske underaftaler, der nærmere beskriver de juridiske og militære krav de nordiske lande imellem. Der lægges med rammeaftalen ikke op til afgivelse af suverænitet eller overflytning af myndighedsopgaver.
Rammeaftalen har været en dansk prioritet under det danske formandskab for det nordiske forsvarssamarbejde i 2016 (NORDEFCO).
Læs mere om det nordiske forsvarssamarbejde her.