Indholdet på denne side vedrører regeringen Lars Løkke Rasmussen II (2015-16)
Nyhed

Løkke mødes med Theresa May

Statsminister Lars Løkke Rasmussen tager mandag imod den britiske premierminister Theresa May til en arbejdsfrokost på Marienborg. På dagsordenen er fremtiden for det dansk-britiske samarbejde efter briternes EU-exit.

Statsministeriet
Foto: Scanpix

Storbritanniens premierminister Theresa May besøger mandag den 10. oktober for første gang statsminister Lars Løkke Rasmussen i Danmark. Det sker efter det britiske exit fra EU efter folkeafstemningen 23. juni.

”Historisk er Storbritannien og Danmark tæt forbundet. Vi ser ens på mange ting, og har i en årrække været allierede i mange sager omkring forhandlingsbordet i Bruxelles. Det er trist, at Storbritanniens stol fremover kommer til at stå tom”, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen inden mødet med Theresa May.

Kl. 12 spiser de to statsledere en arbejdsfrokost på Marienborg, hvor Lars Løkke Rasmussen forventer at blive orienteret om den britiske regerings foreløbige planer efter briternes beslutning om at forlade EU.

”Det er indlysende, at Danmark har en stor interesse i, at Storbritannien fortsat har tætte bånd til EU. Men det er samtidig afgørende, at en fremtidig aftale bliver balanceret, så rettigheder og pligter følges ad,” siger Lars Løkke Rasmussen.

Han understreger, at han også forventer at drøfte samarbejdet med Storbritannien på områder, som ikke berøres af udmeldelsen af EU. Det gælder bl.a. det bilaterale samarbejde og samarbejdet inden for NATO om forsvars- og sikkerhedsspørgsmål.