Nyhed

Nu letter Danmarks første dronestrategi

Droner har et stort potentiale for at styrke produktivitet og vækst. Det vil regeringen gerne fremme. Derfor fremlægger regeringen fredag Danmarks første dronestrategi.

Foto: Colourbox

Droner har et stort potentiale for at styrke produktivitet og vækst. Det vil regeringen gerne fremme. Derfor fremlægger regeringen fredag Danmarks første dronestrategi.

Droner kan overtage og effektivisere en lang række svære og farlige opgaver, der i dag enten udføres manuelt eller slet ikke udføres. Danske virksomheder, forskere og myndigheder benytter sig allerede af droner inden for energi og forsyning, off-shore-aktiviteter, landbrug, fiskeri, natur- og miljøbeskyttelse og geografiske data.

Men der er endnu et stykke vej, før mulighederne i droneteknologien kan udnyttes fuldt ud og omsættes til vækst og job i hele Danmark. Den udvikling ønsker regeringen at styrke og præsenterer i dag en ambitiøs strategi for droner. Samtidig afsætter uddannelses- og forskningsministeren 30 millioner kroner til en ny national droneforskningsinfrastruktur.

”Droneteknologien giver i dag muligheder, som få havde forestillet sig for blot få år siden. Det er vigtigt, at lovgivning, forskning og erhvervsliv følger med, så vi kan omdanne viden til værdi. Med en national dronestrategi vil regeringen skabe grundlag for en både ambitiøs og forsvarlig brug af droner i fremtiden,” siger uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs.

Læs meget mere om dronestrategien på Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside.

Hvad er en drone?

En drone (UAV) er et helt eller delvist fjernstyret luftfartøj uden en menneskelig person ombord. UAV’er (unmanned aerial vehicles) kan styres med varierende grader af autonomi. Enten ved en grad af fjernstyring fra en ekstern operatør på jorden, i et andet fartøj eller fuldt autonomt via computere ombord på dronen

Kilde: ICAO (2011) Cir 328, Unmanned Aircraft Systems, som refereret i Teknologisk Institut (2016): Kortlægning af droner i Danmark.