Indholdet på denne side vedrører regeringen Lars Løkke Rasmussen II (2015-16)
Nyhed

Over 300.000 stemmer på Danmarkskanonen

”Det er fantastisk at opleve det store engagement, der har været omkring Danmarkskanonen," siger kulturminister Bertel Haarder. Den sidste uge har befolkningen stemt på de samfundsværdier, som de vil have med i Danmarkskanonen. I alt er der afgivet 326.298 stemmer.

Kulturministeriet
Bertel Haarder
Foto: Les Kaner

Den sidste uge har befolkningen stemt på de samfundsværdier, som de vil have med i Danmarkskanonen.

I alt er der afgivet 326.298 stemmer, og 66.301 unikke brugere har besøgt afstemningssiden www.danmarkskanon.dk i perioden 15. til 22. november 2016.

”Det er fantastisk at opleve det store engagement, der har været omkring Danmarkskanonen. Igennem hele processen har vi oplevet en overvældende interesse – både for at foreslå, debattere og stemme om danske værdier. Det høje stemmetal vidner om, at debatten opleves som vigtig. Nu glæder jeg mig til at se resultatet. Den 12. december har vi en afgørelse. Men det vigtigste resultat har vi fået allerede: Rigtig mange mennesker vil gerne debattere værdier," siger kulturminister Bertel Haarder.

Mandag d. 12. december offentliggøres det, hvilke 10 samfundsværdier, der har fået flest stemmer og dermed udgør den endelige Danmarkskanon. 

Fra d. 6. juni til d. 1. november modtog Kulturministeriet i alt 2425 forslag til Danmarkskanonen. De indkomne forslag blev tematiseret i 20 overordnede samfundsværdier af 6 udvalgte kuratorer. Fra d. 15. til d. 22. november har disse 20 samfundsværdier været til afstemning på www.danmarkskanon.dk. Man har kunnet stemme på flere værdier, men kun på en værdi én gang.

De 20 samfundsværdier, som har været til afstemning, er:
Andelstanken
Danmark i verden
Deltagende folkestyre
Den kristne kulturarv
Det danske sprog
Folkelige bevægelser
Folkeoplysning
Foreningsliv og frivillighed
Frihed
Frisind
Hygge
Håndværk
Kort magtdistance
Kønsligestilling
Landskab og kultur
Lighed for loven
Medmenneskelighed
Plads til forskellighed
Tillid
Velfærdssamfundet