Udsatte fængselsbetjente skal have adgang til at bære peberspray
Justitsminister Søren Pind vil give fængselsbetjente i kontakt med indsatte i lukkede fængsler adgang til at bære peberspray.
Justitsminister Søren Pind vil give fængselsbetjente i kontakt med indsatte i lukkede fængsler adgang til at bære peberspray.
Antallet af voldsepisoder mod fængselsansatte er stigende, og særligt fængselsbetjente i lukkede fængsler og arresthuse er udsatte. Fængselsforbundet har derfor anbefalet at udvide fængselsbetjentes mulighed for at bære peberspray.
På den baggrund giver justitsministeren nu udsatte fængselsbetjente mulighed for at bære peberspray som del af deres personlige udrustning. Ordningen skal gælde fængselsbetjente i de lukkede fængsler, på de lukkede afdelinger samt i arresthusene.
Justitsminister Søren Pind udtaler:
”Når der opstår en nødsituation i de lukkede fængsler eller arresthuse, skal vores fængselsbetjente have de bedst mulige arbejdsvilkår til at løse konflikten. De står over for nogle af de mest hårdkogte indsatte, og det er vores opgave at give dem de bedste redskaber til at håndtere eventuelle krisesituationer. Med den nye ordning styrker vi fængselsbetjentenes sikkerhed, der sammen med regeringens øvrige initiativer på området skal være med til at sætte en stopper for den triste udvikling i vold og trusler mod fængselsansatte”.
Forslaget kommer i kølvandet på, at justitsministeren har præsenteret seks initiativer til at stoppe vold og trusler mod fængselspersonale samt en respektpakke, der skal øge respekten for det fælles og for dets repræsentanter.
Forslaget forventes at blive fremsat som lovforslag og behandlet i den kommende folketingssamling.