Velkommen til regeringen.dk
Regeringens nye hjemmeside er i luften. Det er en hjemmeside, hvor du kan finde oplysninger om den førte politik og ikke mindst om baggrunden for den. Forklaret med regeringens egne ord.
Kære dansker
Hjerteligt velkommen til regeringens nye hjemmeside, regeringen.dk. Det er en hjemmeside, hvor vi forklarer regeringens politik med vores egne ord.
Vi vil gerne blive bedre til at forklare, hvad vi gør som regering og ikke mindst hvorfor, vi gør det. Og vi vil gerne kommunikere i et sprog, der er til at forstå og med brug af video, grafik og billeder.
Politik er ofte en kompliceret størrelse. Lovforslag og udspil kan tage udgangspunkt i indviklede økonomiske teorier eller svære juridiske overvejelser. Det er grundlæggende godt, for det er med til at øge kvaliteten af politikken og sikre, at den virker efter hensigten. Men det kan også gøre det sværere at forstå sammenhængene og finde ind til det principielle i argumenterne. På regeringen.dk vil vi gerne blive bedre til at forklare om alt det, der ligger til grund for vores politik.
Vi skal værne om en seriøs offentlig debat om hvordan, vi skal indrette Danmark. Og vi tror på, at viden og argumenter er vigtige. Men vi ved også, at det kan være svært at finde hoved og hale i debatten i tv, radio og aviser. Det går stærkt og der er mange, som kæmper om opmærksomheden. Der har manglet et sted, hvor borgerne i fred og ro kan søge og finde frem til oplysninger om regeringens samlede politik, forklaret i en helhed med regeringens egne ord. Det sted er regeringen.dk
Artikler, video, grafik og andet materiale på regeringen.dk er let at dele på sociale medier. Og vi håber, at materialet kan bruges som udgangspunkt for politiske diskussioner og debatter om Danmarks nutid og fremtid.
God fornøjelse med hjemmesiden
På regeringens vegne,
Lars Løkke Rasmussen
Statsminister