Bandepakke III

Hvad handler bandepakken om?

Tryghed og sikkerhed for borgerne, rockere og bandemedlemmer skal væk fra gaderne og pres på rockerne og banderne er de tre fokusområder i bandepakken. Læs mere om bandepakkens initiativer her.

Regeringen har 24. marts 2017 indgået en aftale med Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet om en ny rocker- og bandepakke: "Bandepakke III - Bander bag tremmer".

På denne side kan du læse om aftalen, downloade aftaleteksten mv.

Hvorfor er aftalen vigtig?

Vi har set en forøget forråelse af rocker- og bandekriminaliteten. Det har ført til, at antallet af rocker- og banderelaterede skudepisoder på offentlige steder er blevet mere end tredoblet fra 2015 til 2016, og at lovlydige borgere gentagne gange har været i fare for at komme i skudlinjen.

Aftalepartierne vil ikke se passivt til, mens rockere og bandemedlemmer begår rå og skruppelløs kriminalitet.

Med denne aftale sætter vi hårdt mod hårdt. Målet er klart: Borgernes tryghed og sikkerhed skal sikres. Rockere og bandemedlemmer skal holdes i fængslerne så længe som muligt, så de ikke kan chikanere, true og skyde på almindelige borgere.

Det skal have vidtrækkende og omfattende konsekvenser, hvis man vender fællesskabet ryggen for at blive rocker eller medlem af en bande.

Justitsminister Søren Pape Poulsen siger:

”Med denne bandepakke vil vi gøre Danmark til et mere sikkert og trygt land. Formålet er at sætte en stopper for rockernes og bandernes utilstedelige og vanvittige opførsel. Jeg er stolt over at have et flertal bag mig, så vi nu hurtigt kan få sat handling bag ordene og lægge et massivt pres på rockere og bandemedlemmer.

Hvad består aftalen af?

Aftalen består af en række initiativer inden for tre fokusområder:

  • Tryghed og sikkerhed for borgerne
  • Rockere og bandemedlemmer skal væk fra gaderne
  • Pres på rockerne og banderne

Nedenfor gennemgås samtlige 35 initiativer i aftalen - og her kan du downloade selve aftaleteksten.

Fokusområde: Tryghed og sikkerhed for borgerne

Initiativ 1-14.

1. Straffen for lovovertrædelser, hvor der er brugt skydevåben eller eksplosivstoffer på offentligt tilgængelige steder, skal kunne forhøjes med indtil det halve.

2. Personer, som er dømt for banderelateret kriminalitet, skal kunne idømmes forbud mod at opholde sig i bestemte områder.

3. Bandebestemmelsen i straffelovens § 81 a skal udvides, så bestemmelsen også omfatter den kriminalitet, der kan fremkalde en konflikt, ligesom bestemmelsen også skal omfatte grove våbenlovsovertrædelser efter straffelovens § 192 a.

4. I forlængelse af Rockerborgsudvalgets anbefaling til en forbudsordning indføres regler om, at en kommune skal overveje at nedlægge forbud mod, at en ejendom anvendes som samlingssted for f.eks. en rocker- eller bandegruppe, hvis gruppens anvendelse af ejendommen som samlingssted er egnet til at medføre væsentlig ulempe og utryghed for de omkringboende.

5. Det skal fremover ikke være en forudsætning for politiets udstedelse af opholdsforbud eller midlertidige lukning af rockerborge mv. efter rockerloven, at der er tale om et gensidigt opgør, hvor der på begge sider anvendes voldelige midler, herunder skydevåben og eksplosivstoffer.

6. Straffen for overtrædelse af politiets forbud – udstedt i medfør af rockerloven – mod at opholde sig i en bestemt ejendom fordobles til normalt mindst 60 dages fængsel.

7. Politiet skal have større fokus på at modvirke, at lokalområder domineres af rocker- og bandegrupperinger.

8. Der skal etableres en landsdækkende frit lejde-aktion for indlevering af ulovlige våben mv. i forbindelse med ikrafttrædelsen af den kommende fordobling af minimumsstraffen for besiddelse af ulovlige skydevåben mv. i straffelovens § 192 a.

9. Det overvejes i samarbejde med de relevante organisationer på området, hvordan sikkerheden omkring privates opbevaring af våben kan øges, så lovlige våben ikke havner i kriminelle miljøer.

10. Sikkerheden i skytteforeninger skærpes, bl.a. således at alle medlemmer af skytteforeninger, som har adgang til skydevåben, skal være vandelsgodkendt af politiet.

11. Reglerne skal ændres, så overtrædelser af våbenlovgivningen vil fremgå af de private straffeattester i alle tilfælde, hvor overtrædelsen har medført frihedsstraf, rettighedsfrakendelse, anbringelse mv.

12. Politiet skal med afsæt i det nuværende PSP-samarbejde have fokus på at opsøge og beskytte særligt sårbare personer som f.eks. hjemløse mod at blive udsat for pres fra rocker- og bandemiljøet.

13. Borgere, der ønsker at anmelde eller vidne mod rockere og bandemedlemmer, og som har behov for beskyttelse, skal have mulighed for at få udleveret en overfaldsalarm.

14. Straffelovens § 286, stk. 1, skal ændres, således at straffen for systematisk eller organiseret afpresning skærpes med en tredjedel. Det vil bl.a. gælde for grove tilfælde af afpresning, hvor bander systematisk eller organiseret opkræver beskyttelsespenge af forretningsdrivende for at lade dem være i fred.

Rigspolitiets opgørelse over konsekvenserne i 2016 af rocker- og bandekonflikter

Fokusområde: Rockere og bandemedlemmer skal væk fra gaderne

Initiativ 15-23

15. Personer, der er dømt efter bandebestemmelsen, skal ikke kunne prøveløslades, medmindre de deltager i exit-forløb, og det skal fastsættes som et vilkår for den eventuelle prøveløsladelse, at den pågældende fortsætter sin deltagelse i et exit-forløb.

16. Ved vurderingen af prøveløsladelse skal tilknytning til en gruppe af personer, der tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, generelt med afgørende vægt tale imod.

17. Der skal iværksættes et forsøg med GPS-fodlænke baseret på ny teknologi i forbindelse med prøveløsladelse og udgang for indsatte, som har en tilknytning til en gruppe af personer, der tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet.

18. Ledende bandemedlemmer skal så vidt muligt afsone adskilt fra andre medlemmer af den samme gruppering, ligesom der skal ske en skærpelse af disciplinære sanktioner for overtrædelse af ordens- og sikkerhedsmæssige regler i landets fængsler begået af indsatte med en stærkt negativ styrende adfærd.

19. Den nationale rammemodel for exit-programmer for rocker- og bandemedlemmer skal revideres, så andre end dem, der hos Rigspolitiet er registreret som værende tilknyttet rocker- og bandemiljøet, kan indgå i et exit-program, og der skal udarbejdes en model for håndtering og finansiering af varig relokalisering hos en anden kommune.

20. Personer, der deltager i det nationale exit-program, skal som led i aftalen om gennemførelse af programmet kunne indlevere deres våben uden at blive straffet for ulovlig våbenbesiddelse.

21. Der gennemføres en nærmere undersøgelse af mulighederne for at udvide personkredsen, som kan opnå særlig adressebeskyttelse, til bl.a. rockere og bandemedlemmer, der ønsker at forlade miljøet.

22. Indsatte, som har tilknytning til en gruppe af personer, der tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, skal underlægges brev- og besøgskontrol i videst muligt omfang og skal under en verserende konflikt afskæres fra at modtage besøg fra personer fra samme rocker- eller bandegruppering.

23. Der nedsættes en arbejdsgruppe, som undersøger mulighederne for i højere grad at udvise udlændinge, der deltager i rocker- og banderelaterede aktiviteter og kriminalitet.

Dømte bandemedlemmer, som ikke er indstillede på at forlade de kriminelle miljøer, skal holdes i fængsel længst muligt. Foto: Ernst Van Norde/Scanpix

Fokusområde: Pres på rockerne og banderne

Initiativ 24-35

24. Politiets operative efterforskningsenheder styrkes med specialiseret operativ analysekapacitet svarende til 25 årsværk.

25. Politikredsene skal kunne videregive oplysninger fra det automatiske nummerpladegenkendelsessystem til andre myndigheder, herunder udenlandske myndigheder.

26. Der foretages et eftersyn af politiets praksis for vandelsgodkendelser af vagter og dørmænd og kontrollen med efterlevelsen af uddannelseskravene med henblik på bl.a. at sikre, at personer, som er tilknyttet rocker- og bandemiljøet, ikke kan udøve kriminelle aktiviteter som vagter eller dørmænd.

27. Den politimæssige tilstedeværelse i forbindelse med, at rockere og bandemedlemmer er samlet til manifestationer eller større arrangementer, som er egnede til at skabe utryghed, skal øges.

28. Muligheden undersøges for at sætte ind mod rockeres og bandemedlemmers leasing af statussymboler som eksempelvis luksusbiler.

29. Der nedsættes en arbejdsgruppe, der med inspiration fra Al Capone-metoden skal se på mulige tiltag, som kan forhindre rockeres og bandemedlemmers misbrug af offentlige ydelser.

30. Der etableres en stående taskforce, som hurtigt og effektivt skal kunne håndtere konkrete sager, hvor myndighederne bliver opmærksomme på rockere og bandemedlemmer, som udviser en adfærd, der giver grund til at mistænke, at de pågældende uretmæssigt modtager offentlige ydelser, eller lever på en måde, der ikke harmonerer med det forhold, at de samtidig har forfalden gæld til det offentlige.

31. Justitsministeriets Forskningskontor gennemfører en undersøgelse af de personer, der indgår i rocker- og bandegrupperinger, herunder deres etnicitet og statsborgerskab. Undersøgelsen skal samtidig belyse de samfundsøkonomiske omkostninger, der inden for udvalgte områder følger af rocker og bandekriminaliteten. Undersøgelsen skal så vidt muligt være klar primo 2018.

32. Rigspolitiet skal inden udgangen af 2017 i samarbejde med bl.a. SKAT analysere cigaretsmugling med henblik på at afdække kriminalitetsmønstre, nye trends og nøglepersoner bag kriminaliteten, herunder forbindelser til rocker- og bandemiljøet. Analysen skal komme med anbefalinger, der kan medvirke til at styrke den fremadrettede myndighedsindsats på området.

33. I en forsøgsperiode på 3 måneder styrkes kontrollen med lægeerklæringer, der fritager motorcyklister for brug af styrthjelm. I den pågældende periode forelægger politiet alle relevante lægeattester for Styrelsen for Patientsikkerhed med henblik på vurdering af grundlaget for fritagelsen.

34. Når forsøgsordningen med indsats mod bødehåneri, der er iværksat som opfølgning på Respektpakke I, er afsluttet, drøftes resultaterne af forsøgsordningen blandt aftalepartierne med henblik på eventuel udbredelse til alle politikredse.

35. Justitsministeriet vil sammen med Undervisningsministeriet, vagtbranchen og Rigspolitiet overveje behovet for at styrke AMU-uddannelsen ”Grundlæggende vagt”, herunder behovet for i en forsøgsperiode at foretage vandelsgodkendelser af alle personer, der søger om optagelse på uddannelsen.

Yderligere information om aftalen