Aftale om kommunernes økonomi for 2018
Regeringen og KL har indgået en aftale om kommunernes økonomi for 2018 med fokus på både velfærd og skattelettelser.
Regeringen og KL har indgået en aftale om kommunernes økonomi for 2018 med fokus på både velfærd og skattelettelser.
Regeringen og KL er enige om, at løfte den kommunale serviceramme med 800 mio. kr. til prioritering af borgernær kernevelfærd, herunder særligt til ældreområdet til at understøtte kommunernes arbejde med at yde værdig pleje og omsorg for ældre borgere.
”Jeg er tilfreds med at vi har landet en aftale, hvor vi har fundet rum til at prioritere et markant løft af den kommunale kernevelfærd og i særlig grad ældreområdet. Samtidig har vi øget tilskudspuljen til de vanskeligst stillede kommuner til 350 mio. kr. Det er en god håndsrækning til de kommuner, der har haft det sværest,” siger finansminister Kristian Jensen.
Parterne er samtidig enige om, at kommunerne får 17 mia. kr. til anlægsudgifter i 2018. Regeringen og KL er også enige om, at de kommunale investeringer i højere grad skal målrettes investeringer i den borgernære velfærd.
Aftalen betyder, at kommunerne samlet set kan sænke skatterne med 250 mio. kr. i 2018. Det sker efter mange år med aftaler om uændrede kommunale skatter. For at understøtte skattenedsættelser i den enkelte kommune etableres der en tilskudsordning til skattenedsættelser på 450 mio. kr.
"For mig og LA har det været helt afgørende at få en aftale om lavere skatter i kommunerne. Med en markant pulje på 450 mio. kr. kan en lang række kommuner få dækket op til 75 pct. af de tabte skattekroner i 2018. Samtidig har vi gjort det mere enkelt og billigere at levere en god service. Med aftalen tager vi alvorligt fat på at fjerne firkantede regler, og vi giver kommunerne og offentligt ansatte i kommunerne en væsentlig større frihed til at udføre deres arbejde bedst muligt,” siger økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll
I regi af moderniserings- og effektiviseringsprogrammet lægger regeringen og KL op til at gennemføre ambitiøse forenklinger af beskæftigelseslovgivningen og bedre styringsmuligheder på socialområdet. Samtidig tages der med aftalen hul på at effektivisere kommunernes administrative drift i form af blandt andet fælles løsninger.
Regeringen og KL er med aftalen enige om at kulegrave dokumentationen og styringen på ældre- og dagtilbudsområdet. Det sker i forlængelse af regeringens igangsatte arbejde med en sammenhængsreform, der skal skabe en offentlig sektor, hvor opgaverne i højere grad løses med udgangspunkt i borgernes og virksomhedernes behov.
”Det er rigtig godt, at vi med aftalen både løfter kernevelfærden, hvor vi især investerer i løft af ældreområdet, og samtidig tager fat på at luge ud i bureaukratiet og skabe en klogere styring af velfærdsområderne, der kan frigive tid til medarbejdernes kerneopgaver. Med aftalen er vi også enige om at understøtte arbejdet med, at administrative opgaver løses på tværs af kommunerne, og vi har desuden store ambitioner på indkøbsområdet. På den måde kan vi frigøre penge, som også kan bruges til at styrke vores kernevelfærd”, siger innovationsminister Sophie Løhde.
Parterne er også enige om at gøre det nemmere for grundejere og kommuner at sikre sig mod skader fra klimaforandringer. Det skal ske gennem hurtigere og mere smidige sagsgange.
”Jeg er først og fremmest glad for, at vi har indgået en aftale, som giver kommunerne mulighed for at sænke skatten til glæde for borgerne, og at aftalen slår fast at både regeringen og kommunerne vil arbejde videre med initiativer, der skal skabe vækst og udvikling i hele Danmark. Det er også meget glædeligt, at aftalen følger op på arbejdet med at skabe bedre kystbeskyttelse af ejendomme, så det fremover kan ske hurtigere og med mindre bureaukrati for de grundejere, der ønsker at sikre deres ejendomme”, siger erhvervsminister Brian Mikkelsen.
Hovedelementer i aftalen
- Med det kommunale moderniserings- og effektiviseringsprogram frigøres 1 mia. kr. i 2018. Midlerne målrettes bl.a. ældreområdet til at understøtte kommunernes arbejde med at yde værdig pleje og omsorg for ældre borgere.
- De kommunale serviceudgifter løftes derudover med 0,3 mia. kr. til borgernær velfærd. De kommunale serviceudgifter udgør i alt 246,0 mia. kr. i 2018.
- Kommunerne kan samlet set sænke skatten med 250 mio. kr. i 2018.
- Kommunernes anlægsniveau udgør 17,0 mia. kr. i 2018.
- Ekstraordinært finansieringstilskud på 3,5 mia. kr., hvoraf 2 mia. kr. fordeles på baggrund af kommunernes grundlæggende økonomiske vilkår.
- Særtilskudspuljen til særligt vanskeligt stillede kommuner forhøjes til 350 mio. kr. i 2018. Derudover er der afsat en lånepulje på 500 mio. kr. til styrkelse af likviditeten i vanskeligt stillede kommuner.
- En markant forenkling af lov om aktiv beskæftigelse med henblik på mere frihed til lokale og effektive løsninger på beskæftigelsesområdet.
- Forenklinger og forbedringer af kommunernes og grundejernes muligheder for at sikre kystbeskyttelse og klimatilpasning.
- Der indføres en udfordringsret, hvor kommunale medarbejdere og private leverandører kan udfordre de statslige og lokale regler.
- Kulegravning af dokumentation og styring på ældre- og dagtilbudsområdet, så der sikres mere tid med borgerne.
Læs og download aftalen herunder