Indholdet på denne side vedrører regeringen Lars Løkke Rasmussen III (2016-2019)
Nyhed

Færre asylansøgere flytter 1,8 mia. kr. til verdens fattigste

"Vi skal bekæmpe årsagerne til, at mennesker flygter og migrerer. På den måde passer vi godt på Danmark, når vi tager vare på verden", siger Ulla Tørnæs, minister for udviklingssamarbejde.

Udenrigsministeriet
Portræt af Ulla Tørnæs på hendes kontor
Foto: Les Kaner

Antallet af flygtninge, der søger asyl i Danmark, er styrtdykket. Det betyder færre udgifter på i alt 1,8 milliard kroner til asylmodtagelse i 2017. De penge bruger regeringen i stedet i nærområderne og på langsigtede udviklingsindsatser, der skal forebygge at folk flygter.

Minister for udviklingssamarbejde, Ulla Tørnæs, siger:
"Grundlæggende er det her udtryk for, at regeringens politik virker. Vi har strammet udlændingepolitikken, og vi har presset på for, at EU skal få bedre styr på grænserne. Det betyder, at vi får markant færre asylansøgere, og så kan vi bruge pengene i nærområderne, præcis som vi gerne vil.

Det har hele tiden været regeringens klare holdning, at vi hellere vil bruge pengene i nærområderne end i Danmark. Det kan vi nu føre ud i livet, fordi vi har det laveste antal asylansøgere siden 2008.

Det afgørende for mig er, at vi bruger pengene på de mest sårbare mennesker i nærområderne og på at forebygge fremtidige flygtningestrømme fra krise- og konfliktområder. Vi skal bekæmpe årsagerne til, at mennesker flygter og migrerer. På den måde passer vi godt på Danmark, når vi tager vare på verden".

De 1,8 milliard kroner skal blandt andet bruges til at skabe flere arbejdspladser i Mellemøsten og Afrika – særligt for de unge. Til at få flere børn i nærområderne i skole. Give flere kvinder og piger bedre adgang til prævention og familieplanlægning.  Og samtidig skal der ifølge Ulla Tørnæs oprettes en særlig pulje, der styrker mulighederne for at hjemsende afviste asylansøgere.