Indholdet på denne side vedrører regeringen Lars Løkke Rasmussen III (2016-2019)
Nyhed

Højere hastigheder på udvalgte landeveje og motorveje

Regeringen vil afsætte penge til at hæve hastighedsgrænsen på udvalgte landeveje og motorveje, hvor det er trafiksikkerhedsmæssigt forsvarligt.

Transport-, Bygnings- og Boligministeriet

For at fremme mobiliteten på vejene foreslår regeringen i sit finanslovsudspil, som offentliggøres i slutningen af august, at øge hastighedsgrænsen på udvalgte landeveje fra 80 km/t til 90 km/t. Samtidig vil regeringen øge hastighedsgrænsen på udvalgte motorveje til 130 km/t.

Fælles for de udvalgte veje er, at Vejdirektoratet vurderer, at hastigheden kan sættes op, uden det går på kompromis med trafiksikkerheden.

"Hastighedsgrænserne skal give mening for den enkelte bilist. Hastigheder, der virker logiske, og som er forsvarlige for trafiksikkerheden, er nemmere for bilisterne at overholde, end hastighedsgrænser, der virker ulogiske," siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen.

"Derfor er det her et godt udspil til, hvordan vi på en trafiksikkerhedsmæssig forsvarlig måde kan sætte hastighedsgrænsen op på strækninger, hvor de faktiske forhold tillader det," siger Ole Birk Olesen og henviser til vigtigheden af, at højere hastigheder bliver kombineret med forbedringer af trafiksikkerheden på strækningerne, og at vejene er egnet til de øgede hastighedsgrænser.

Med forslaget afsættes i alt 93,6 mio. kr. Disse midler skal bl.a. anvendes til at opsætte autoværn, fjerne faste genstande og etablere rumleriller ind mod midterrabatten på de udvalgte motorveje og landeveje, så det er trafiksikkerhedsmæssigt forsvarligt at hæve hastighedsgrænserne.

Med udspillet følger regeringen op på sit regeringsgrundlag og på et fælles beslutningsforslag fra V, K, LA og DF, som blev formuleret før folketingsvalget i 2015.

"Vi sikrer en bedre mobilitet ved at sætte hastighedsgrænsen op på strækninger, hvor Vejdirektoratet som vejmyndighed anbefaler, at det kan gøres på en forsvarlig måde. Det vil kunne forbedre vilkårene for samfundets vækst, når den enkelte bilist oplever, at tiden kan bruges andre steder end på vejene – eksempelvis hos familien, vennerne eller på arbejdet," siger Ole Birk Olesen.

På baggrund af regeringsgrundlaget undersøger Vejdirektoratet desuden anvendelse af en lokal hastighedsbegrænsning på 120 km/t i stedet for de nuværende 110 km/t på motorvejsstrækninger, der tidligere er vurderet uegnet til 130 km/t.

Læs mere i faktaarkene herunder

pdf (199 Kb)
pdf (199 Kb)