Indholdet på denne side vedrører regeringen Lars Løkke Rasmussen III (2016-2019)
Nyhed

Over 54.000 har søgt ind på en videregående uddannelse i kvote 2

Helt præcist har 54.375 i år søgt ind på en videregående uddannelse i kvote 2, inden fristen udløb 15. marts klokken 12. Det er en smule færre ansøgere end på samme tidspunkt sidste år.

Uddannelses- og Forskningsministeriet
Foto: Colourbox

Helt præcist har 54.375 i år søgt ind på en videregående uddannelse i kvote 2, inden fristen udløb 15. marts klokken 12. Det er en smule færre ansøgere end på samme tidspunkt sidste år.

Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind glæder sig over, at unge griber muligheden for at uddanne sig:

"Det afgørende er, at vi får studerende ind på de videregående uddannelser, der brænder for at dygtiggøre sig. For et land som Danmark er uddannelse det grundstof, der bærer os godt ind i fremtiden. Vi er som land afhængige af, at de unge uddanner sig, så de mange år frem kan udfolde sig og bidrage på arbejdsmarkedet. For nogle vil et erhvervsakademi eller en professionshøjskole være det rette – for andre universitetet. Men uddannelsesvalget er et af de vigtigste valg, de unge kommer til at tage i deres liv," siger han.

Det samlede antal ansøgere til en videregående uddannelse kendes først 5. juli, når fristen for at søge i kvote 1 udløber.

Sidste år søgte knap 95.000 om optagelse på en videregående uddannelse.

Vigtige datoer for at søge uddannelse i 2017:
15. marts 2017: Frist for ansøgning i kvote 2 samt for ansøgere med adgangsgrundlag fra udlandet og ansøgere til uddannelser med optagelsesprøve/samtale.
5. juli 2017: Frist for ansøgning i kvote 1. Den samlede søgning til de videregående uddannelser kan herefter opgøres. 
28. juli 2017: Alle ansøgere får svar på deres ansøgning.

Om søgning og optag i 2016

  • 56.974 søgte i 2016 ind på en videregående uddannelse i kvote 2.
  • Det samlede søgningstal for både kvote 1 og 2 var sidste år 94.744.
  • I alt blev 66.439 personer optaget på en videregående uddannelse.