Regeringen fremlægger ny strategi for luftfarten i Danmark
Flere flyruter og flere daglige afgange til og fra Danmark og internt i Danmark. Læs strategien her.
Erhvervsministeriet
Regeringen ønsker med en ny luftfartsstrategi at styrke grundlaget for, at der bliver etableret flere flyruter og flere daglige afgange til og fra Danmark og internt i Danmark. Det øger Danmarks tilgængelighed til gavn for danskerne, den økonomiske vækst og sammenhængskraften mellem landsdelene.
Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen offentliggør i dag sammen med erhvervsminister Brian Mikkelsen regeringens nye luftfartsstrategi for Danmark.
Her er fokusområderne i luftfartsstrategien
Passagergrundlag og kapacitet
- Udbygning af infrastruktur til lufthavne
- Fremtidssikrede rammer for udbygning af Københavns Lufthavn
- Kort ventetid i sikkerhedskontrollen i Københavns Lufthavn
- Tilpassede rammer for indenrigsflytrafikken i Københavns Lufthavn
Arbejdskraft
- Klare EU-regler for ansatte i luftfartsbranchen
- Fokus på udviklingen i antal aspiranter på pilotuddannelsen
Takster og afgifter
- Ligeværdig og transparent reguleringsmodel for Københavns Lufthavn
- Større kommercielt bidrag til luftfartstrafikken i Københavns Lufthavn
- Samfundsbegrundet transferrabat i Københavns Lufthavn
- Fortsat strømlining af safety-bidraget
- Fokus på lavere afgifter ved lufttrafikstyring
Trafikale rammer
- Nye luftfartsaftaler og modernisering af eksisterende luftfartsaftaler
- Servicetjek af danske security-regler for særligt mindre lufthavne
- Bedre og mere effektiv lufttrafikstyring
Markedsføring og myndighedsstøtte
- Indenrigsflytrafikken på Rejseplanen.dk
- Støtte til markedsføring af flyruter
- Øget støtte til ruteudvikling i Vestdanmark
- Styrket ruteudviklingsarbejde i Danmark
Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen udtaler:
"Vi er i Danmark blevet vant til at have gode flyforbindelser året rundt. Det er dog bestemt ikke noget, som vi på kort eller lang sigt kan tage for givet. Der er både i Europa og inden for Norden en stadig skarpere konkurrence om at tiltrække nye flyforbindelser og få flere daglige afgange til vigtige destinationer. Derfor skal vi sikre gode rammevilkår for luftfarten i Danmark, som skal understøtte, at tilgængeligheden forbliver høj og fortsætter med at vokse til gavn for Danmark."
En rapport fra Copenhagen Economics, som er udarbejdet i regi af strategiarbejdet, viser, at nye flyforbindelser og et øget antal afgange på eksisterende ruter har direkte indflydelse på samfundsøkonomien i Danmark. Alene de store gevinster fra den tilgængelighed, som luftfartssektoren skaber til omverdenen, vurderes at understøtte BNP markant.
Strategien indeholder blandt andet initiativer, som skal styrke arbejdet med ruteudvikling, mere fokus på indenrigsflytrafikken og en mere ligeværdig og transparent regulering for Københavns Lufthavn.
"Luftfartssektoren skaber grundlag for virksomheders aktiviteter og investeringer og er dermed med til at skabe vækst og gøre vores samfund rigere. Flyruter spiller også en central rolle i forhold til at skabe vækst i turismen, og god tilgængelighed via luftfarten er vigtig og skal prioriteres og udvikles, så Danmark får del i den kommende globale turismevækst," siger erhvervsminister Brian Mikkelsen.
De seneste år har vist, at der er behov for en modernisering og justering af den reguleringsmodel, som danner grundlag for fastsættelsen af takst-, service- og kapacitetsniveauet i Københavns Lufthavn. Regeringen vil derfor gennemføre en justering i reguleringen, som sikrer en mere ligeværdig og transparent forhandling, samt at den kommercielle forretning i Københavns Lufthavn i fremtiden bidrager mere til at gøre lufthavnen attraktiv over for luftfartsselskaber og passagerer. Derfor sender regeringen også et udkast til en ny reguleringsmodel i offentlig høring i dag.
Københavns Lufthavn spiller en nøglerolle for dansk luftfart og ambitionerne om at tiltrække endnu flere flyruter og passagerer til Danmark.
Regeringen støtter derfor Københavns Lufthavns vision om at nå 40 millioner passagerer og vil samarbejde med Københavns Lufthavn for at sikre en udbygning af lufthavnen, som er til gavn for det danske samfund på kort og lang sigt.
Samtidig lægger regeringen op til at løsne nogle af de krav, der i dag gælder til anvendelsen af Københavns Lufthavns areal, således at lufthavnen kan anvende arealerne på de mest hensigtsmæssige måder.
Med justeringen af reguleringsmodellen kan Københavns Lufthavn være med til at sikre en fortsat vækst i Danmarks tilgængelighed til gavn for erhvervslivet og de fritidsrejsende. Samtidig giver det mulighed for at understøtte de mange indenrigsflyvninger, som er med til at sikre sammenhængskraften i Danmark.
Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen og erhvervsminister Brian Mikkelsen ser sammen frem til i august at drøfte luftfartsstrategien i forligskredsen bag planloven af 9. juni 2016 og med Folketingets øvrige partier med henblik på at skabe en bred politisk opbakning til initiativerne.
Læs og download regeringens luftfartspolitiske strategi herunder