Indholdet på denne side vedrører regeringen Lars Løkke Rasmussen III (2016-2019)
Nyhed

Hvordan får vi mere tid til kerneopgaverne?

Fredag den 28. april var 60 repræsentanter fra fagbevægelsen, erhvervsorganisationer, brugerorganisationer, ministre og ansatte fra kommuner og regioner, erhvervsledere mv. til dialogmøde på Marienborgmøde om Sammenhængsreformen.

Statsministeriet
Finansministeriet
Økonomi- og Indenrigsministeriet

Fredag havde statsministeren inviteret 60 repræsentanter fra fagbevægelsen, erhvervsorganisationer, brugerorganisationer, ministre og ansatte fra kommuner og regioner, erhvervsledere mv. til dialogmøde om sammenhængsreformen.

På mødet skal deltagerne debattere, hvordan der kan skabes mere tid til kerneopgaverne, bedre velfærd på tværs af sektorerne og en mere tidssvarende offentlig sektor.

”Velfærdssamfundet er til for borgeren, ikke omvendt. Alligevel drukner den enkeltes behov ofte i et virvar af systemer og sagsbehandling. Og desværre ser vi ofte, at de med størst behov rammes af den mest uigennemtrængelige mur af bureaukrati og systemer. Det skal være slut.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at den bedste vej til at sætte borgeren først er at give medarbejderne plads. Regeringen vil sætte heltene på gulvet fri til at gøre det, de brænder for – at rådgive, vise omsorg, undervise og behandle.

Derfor vil vi gennemføre en ambitiøs og flerstrenget reform af den offentlige sektor. Jeg glæder mig til på Marienborg at kickstarte arbejdet i selskab med mange af de kræfter, der er engageret i at udvikle velfærdssamfundet,” siger statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Foruden statsministeren deltager Sophie Løhde, minister for offentlig innovation, og økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitbøll i dialogmødet.