Mette Bock: Stærk og rigtig beslutning at udelukke Rusland fra Vinter OL
Det er en beslutning, som viser, at IOC står vagt både om den rene idræt og om de rene atleter, siger ministeren
IOC har på møde d. 5. december 2017 besluttet at udelukke Rusland fra Vinter-OL i Pyeongchang 2018. Kulturminister Mette Bock støtter sammen med Danmarks Idrætsforbund og Anti Doping Danmark op om beslutningen.
Kulturminister Mette Bock siger:
”IOC’s beslutning om at udelukke Rusland fra Vinter-OL i Pyeongchang er en stærk og rigtig beslutning. Jeg hæfter mig ved, at IOC har valgt at udelukke ”systemet Rusland”, men samtidigt vil tillade rene russiske atleter at stille op til OL under det olympiske flag. Det er en beslutning, som viser, at IOC står vagt både om den rene idræt og om de rene atleter – og som ligger godt i tråd med de nye internationale antidoping-regler, der blev vedtaget i WADA i november og træder i kraft 1. april 2017.”
Direktør i Danmarks Idrætsforbund Morten Mølholm siger:
”Jeg tager hatten af for IOC. Det er ikke enhver international organisation, der har modet til at gå op imod så mægtigt et land som Rusland. Men IOC’s beslutning er heller ikke båret af usaglige storpolitiske hensyn. Beslutningen er båret af, at bekæmpelse af doping er hjerteblod for idrætten, og at et så grelt overgreb på idrættens kerneværdier rettelig bør straffes hårdt. Vi har i DIF stor respekt for IOC’s mod – også selvom vi havde håbet, at IOC allerede havde truffet denne beslutning i forbindelse med Rio-legene.”
Direktør i Anti Doping Danmark Michael Ask siger:
”Adskillige rapporter har afdækket institutionaliseret doping i Rusland og en nations bevidste forsøg på at omgå de internationale antidoping-regler. Anti Doping Danmark ser positivt på, at IOC nu har taget ansvar og ladet Ruslands handlinger få konsekvenser. Jeg glæder mig samtidig over, at IOC med beslutningen viser tiltro til antidoping-systemets vurdering af de enkelte russiske udøvere. Dette tegner godt for den kommende indsats for at styrke det internationale antidoping-system.”
Baggrund:
IOC’s forretningsudvalg har bl.a. besluttet at:
Suspendere den russiske Olympiske Komité fra IOC og suspendere dens præsident, Alexander Zhukov som IOC-medlem.
Invitere individuelle atleter, der ikke har været sanktioneret for overtrædelser af antidoping-reglerne, og som har været testet tilstrækkeligt, til at stille op som ”Olympiske Atleter fra Rusland” under Olympisk flag.
Repræsentanter fra det russiske Sportsministerium ikke vil blive akkrediteret til Vinter-OL i Pyeongchang, og den daværende sportsminister Mutko og daværende vicesportsminister Nagornykh udelukkes fra at deltage i alle fremtidige OL.
Den russiske Olympiske Komité skal betale 15 mio. USD til IOC som kompensation for IOC’s udgifter i forbindelse med efterforskningerne og til etableringen af en ny uafhængig test-myndighed.
IOC’s pressemeddelelse med link til IOC’s forretningsudvalgs beslutning og Schmid-kommissionens rapport