Indholdet på denne side vedrører regeringen Lars Løkke Rasmussen III (2016-2019)
Nyhed

Farvel til halvdelen af lovene på miljø- og fødevareområdet

Eksperter anbefaler færre love, som skal give mere logisk og bedre sammenhæng på miljø- og fødevareområdet

Miljø- og Fødevareministeriet
Foto: Miljø- og fødevarministeriet

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen præsenterer et forslag til en ny lovstruktur, der mere end halverer antallet af love på miljø- og fødevareområdet. Vel at mærke uden at slække på beskyttelsen.

Det skal være lettere for danskerne at få styr på, hvad de må og ikke må på miljø- og fødevareområdet. Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen har præsenteret et forslag til en mere enkel og klar struktur for lovgivningen – lovkompasset. Forslaget er udarbejdet af et ekspertpanel nedsat af ministeren.

Ekspertpanelet lægger op til en historisk forenkling af lovgivningen. Antallet af love skal reduceres fra 95 til 43 med uændret beskyttelsesniveau.

"Vi skal have gjort lovgivningen mere enkel for danskerne. Derfor vil jeg nu se på ekspertpanelets anbefalinger", siger Esben Lunde Larsen.

Mere logisk struktur
Ekspertpanelets anbefaling er klar. Der er brug for en mere logisk struktur på området, og antallet af love skal ned. Det vil indebære en styrket retssikkerhed, da danskerne skal orientere sig i færre love.

En af anbefalingerne fra ekspertpanelet er en forenkling på naturområdet. Her har panelet lagt op til, at en ny natur- og biodiversitetslov vil kunne erstatte op til otte love. Friluftsrådet, der repræsenterer 85 friluftsforeninger, bakker op om miljø-og fødevareministerens initiativ.

"Vi har ros til ministeren for at tage fat på arbejdet med en reform af lovgivningen. Som det ser ud i dag minder det mest af alt om et kludetæppe, der er vanskeligt både at overskue og administrere, siger Lars Mortensen", formand i Friluftsrådet.

Ekspertpanelet foreslår også, at reglerne om landbrugets miljøforhold samles.

"Det er rigtig godt at se, at ministeriet vil luge ud i unødvendige regler og mindske bureaukratiet i miljølovgivningen. Det er et af de væsentligste rammevilkår for fødevareklyngen og har stor betydning for vores konkurrenceevne. Vi håber også, at det vil kunne mærkes i form af kortere sagsbehandlingstider", siger Lars Hvidtfeldt, viceformand i Landbrug & Fødevarer

Lovkompasset sendes nu i høring indtil udgangen af februar 2018. Den første gevinst ved lovkompasset høstes allerede i 2018, hvor op til 18 forældede love ophæves med den største ophævelseslov nogensinde.      

De væsentligste anbefalinger fra ekspertpanelet

  • Miljøforvaltningslov

    En miljøforvaltningslov, der vil samle og ensarte sagsbehandlings- og klageregler på miljøområdet. Panelet peger på, at loven vil have vidtrækkende betydning for sagsbehandlingen til gavn for borgere, virksomheder og myndigheder, herunder ved at højne kvaliteten af afgørelserne på det miljøretlige område.

     

  • Natur- og biodiversitetslov

    En natur- og biodiversitetslov, der vil samle regler om benyttelse og beskyttelse af naturen. Panelet peger på, at loven vil sikre en sammentænkning af reglerne om benyttelse af naturen som ressource, beskyttelse af naturen og offentlighedens adgang til naturen, herunder en korrekt interesseafvejning mellem de forskellige hensyn. Natur- og biodiversitetsloven erstatter følgende 8 love:

    • Naturbeskyttelsesloven
    • Jagt- og vildtforvaltningsloven
    • Skovloven
    • Nationalparkloven
    • Tøndermarksloven
    • Træforordningsloven
    • Dele af landbrugsdriftsloven
    • Dele af mark- og vejfredsloven
  • Vandlov

    En vandlov, der vil samle reglerne om benyttelse og beskyttelse af grundvand, overfladevand og kystvande. Panelet peger på, at der med loven vil opnås en mere helhedsorienteret og sammenhængende regulering, der i højere grad matcher EU-reguleringens struktur og fokus. Vandloven erstatter følgende 8 love:

    • Vandplanlægningsloven
    • Vandforsyningsloven
    • Dele af miljøbeskyttelsesloven
    • Oversvømmelsesloven
    • Dele af kystbeskyttelsesloven
    • Vandløbsloven
    • Okkerloven
    • Lov om inddragelse af søterritoriet
  • Miljølov

    En miljølov, der vil samle regler om forebyggelse og bekæmpelse af forurening. Panelet peger på, at der med loven kan opnås en mere enkel, sammenhængende og overskuelig regulering til gavn for navnlig virksomheder og myndigheder. Miljøloven erstatter følgende 5 love:

    • Dele af miljøbeskyttelsesloven
    • Husdyrbrugloven
    • Gødskningsloven
    • Dele af jordforureningsloven
    • Evt. dele af havmiljøloven