Indholdet på denne side vedrører regeringen Lars Løkke Rasmussen III (2016-2019)
Nyhed

Bred politisk aftale om et nyt dagpengesystem for selvstændige

"Alle skal have tryghed, hvis de mister deres job – uanset hvordan de er beskæftiget. Med aftalen i dag har vi taget et vigtigt skridt til at ruste os til fremtidens arbejdsmarked,” siger beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen.

Beskæftigelsesministeriet
Portræt af Troels Lund Poulsen på hans kontor
Foto: Les Kaner

Dagpengesystemet skal kunne favne de mange nye, skiftende og sammensatte beskæftigelsesformer på fremtidens arbejdsmarked.

Det er udgangspunktet for aftalen om et nyt dagpengesystem, som regeringen har indgået med Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.

Aftalen tager afsæt i afrapporteringen fra arbejdsgruppen for selvstændige i dagpengesystemet, hvor arbejdsmarkedets parter har deltaget.

Reglerne for selvstændige og atypisk beskæftigede bliver med aftalen i højere grad harmoniseret med reglerne for lønmodtagere, som de samme partier indgik aftale om i oktober 2015. Det skaber bedre mulighed for, at alle, uanset beskæftigelsesform, får samme grundlæggende sikkerhedsnet i forbindelse med tab af arbejdsindkomst.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger:
”Jeg er glad for, at det er lykkedes at få en bred og vigtig aftale på plads om dagpengesystemet for fremtidens arbejdsmarked. Vi går en fremtid i møde, hvor fleksibilitet er nøgleordet, hvis vi skal gribe de nye muligheder, der udspringer af den teknologiske udvikling. Mange vil blive beskæftiget på nye måder, fordi det kan give større fleksibilitet, men også flere muligheder i arbejdslivet. Derfor er det helt afgørende, at vores dagpengesystem kan favne det. Alle skal have tryghed, hvis de mister deres job – uanset hvordan de er beskæftiget. Med aftalen i dag har vi taget et vigtigt skridt til at ruste os til fremtidens arbejdsmarked.”

Med det nye dagpengesystem for selvstændige og atypisk beskæftigede bliver det i højere grad muligt at anerkende, at en person kan have flere typer af beskæftigelse, og at det ikke stiller personen dårligere i dagpengesystemet. Fx vil en person, som både har en selvstændig virksomhed og lønmodtagerarbejde, kunne anvende begge typer beskæftigelse til optjening af dagpengeret. Det er ikke muligt i dag. 

Aftalen gør også op med det meget dokumentationstunge og skønsbaserede dagpengesystem for selvstændige, hvor mange – særligt atypisk beskæftigede – har haft svært ved at gennemskue, om de er berettiget til dagpenge.

Det nye system kommer i højere grad til at bygge på objektive, registerbaserede og digitale løsninger, der skaber større gennemskuelighed for alle. Derudover bliver der større ligheder mellem dagpengesystemet og skattesystemet. Kun de indtægter, man betaler skat af, er fx også de indtægter, man kan anvende til at optjene dagpengeret.

Regeringen vil i starten af næste folketingssamling fremsætte et lovforslag, der udmønter aftalen med henblik på, at de nye regler kan træde i kraft 1. juli 2018.

Herunder kan se læse kommentarerne fra ordførerne bag aftalen

Beskæftigelsesordfører for Socialdemokratiet, Leif Lahn Jensen, siger:
”Jeg er særligt glad for, at vi nu får løsnet den gordiske knude i dagpengesystemet, som i årtier har betydet, at mennesker som både er selvstændige og lønmodtagere, blev tvunget ned i en kasse som enten selvstændige eller lønmodtagere for at passe ind i dagpengesystemet. Fremover skal dagpengesystemet tilpasses det enkelte menneske i stedet for at sætte dem i kasser. Dette giver dem mulighed for at anvende begge typer beskæftigelse til opnå ret til dagpenge. Det er en markant forbedring af den tryghed som dagpengesystemet leverer og et løft af den danske flexicurity-model.”

Beskæftigelsesordfører for Dansk Folkeparti, Bent Bøgsted, siger:
"Jeg er glad for, at man nu kan kombinere timer for selvstændigt arbejde med løn-modtagertimer til optjening af dagpenge, samtidig med at det bliver lettere for iværksættere at starte op. Desuden bliver der løst et udestående problem med selvstændige og medejende ægtefæller, der trækker sig ud af en virksomhed."

Beskæftigelsesordfører for Venstre, Klaus Markussen, siger:
”Det er helt afgørende, at der er et sikkerhedsnet, hvis man mister sit job. Vi ved, at mange skifter mellem typer af beskæftigelse i løbet af deres arbejdsliv, og det skal vores dagpengesystem omfavne. Ingen skal falde mellem to stole, og derfor har vi med aftalen i dag skabt tryghed for alle – uanset om man er lønmodtager eller selvstændig.”

Beskæftigelsesordfører for Liberal Alliance, Laura Lindahl, siger:
”I Liberal Alliance glæder vi os over, at vi har tilpasset dagpengesystemet et mere fleksibelt arbejdsmarked. Det er ikke rimeligt, at man bliver straffet økonomisk, fordi man vælger en mere utraditionel arbejdsform. Det er derudover særdeles positivt at vi har styrket incitamenterne til at komme i beskæftigelse med denne aftale. Liberal Alliance er derfor overordnet tilfreds med aftalen.”

Beskæftigelsesordfører for Det Konservative Folkeparti, Merete Scheelsbeck, siger:
”For Det Konservative Folkeparti har det været helt afgørende at finde en dagpengemodel, der løser udfordringerne på fremtidens arbejdsmarked og samtidig sikrer, at små selvstændige erhvervsdrivende har adgang til det samme økonomiske sikkerhedsnet som deres medarbejdere. Aftalen giver forhåbentlig flere danskere mod på at starte egen virksomhed. Nu bliver de i hvert fald bedre stillet i dagpengesystemet, hvis iværksætterdrømmen brister.”

 Læs og download hele aftalen herunder

pdf (527 Kb)