Politisk aftale skal forebygge konkurser i private hjemmeplejefirmaer
"For mig er det uendeligt vigtigt, at de ældre trygt kan vælge den hjemmehjælp, der er rigtig for dem. Det ved vi, at rigtig mange sætter pris på”, siger ældreminister Thyra Frank.
Finansministeriet
Det var to tilfredse ministre, der sent onsdag aften forhandlede de sidste ting på plads i en bred politisk aftale med alle Folketingets partier, som skal forebygge konkurser blandt private hjemmeplejefirmaer. Retvisende priser, lovkrav om beredskabsplaner og et styrket samarbejde mellem kommuner og private hjemmeplejefirmaer. Det er nogle af de initiativer, som skal være med til at forebygge konkurser i hjemmeplejen.
”Vi kan ikke leve med så mange konkurser, som vi desværre har set. Derfor er det nødvendigt at skærpe kravene til kommuner og leverandører. Det er jeg glad for, at partierne er enige med regeringen i. For mig er det uendeligt vigtigt, at de ældre trygt kan vælge den hjemmehjælp, der er rigtig for dem. Det ved vi, at rigtig mange sætter pris på”, siger ældreminister Thyra Frank og henviser til, at mere end hver tredje hjemmehjælpsmodtager i dag har valgt en privat hjemmehjælpsleverandør.
Baggrunden for aftalen er, at der de senere år har været en række konkurser blandt private leverandører af hjemmepleje. Alene siden ændringen af lovgivningen på hjemmehjælpsområdet i 2013 har 33 firmaer måttet drejet nøglen om.
”Vi vil aldrig helt kunne undgå konkurser, men det vigtigt, at vi så vidt muligt forebygger, at de sker, så de ældre og medarbejderne ikke kommer i klemme. Og jeg synes, vi har forhandlet en fin, bred aftale på plads, hvor vi holder fast i, at de ældre fortsat skal have frihed til at selv at vælge, om de vil have hjemmehjælp fra kommunen eller en privat leverandør, samtidig med at vi opstiller en række krav, der bl.a. skal sikre, at leverandørerne er tilstrækkelig økonomisk robuste”, siger innovationsminister Sophie Løhde.
Aftalen indebærer bl.a., at kommunerne fremover skal stille større krav til de private firmaer, som de indgår kontrakt med, for dermed at sikre, at firmaerne har den fornødne økonomiske robusthed.
Udover at forebygge konkurser skal aftalen også afbøde konsekvenserne ved evt. fremtidige konkurser. Partierne vil bl.a. gøre det lovpligtigt for kommunerne at stille krav om bankgarantier ved kontraktindgåelse. Bankgarantien skal dække kommunernes udgifter i forbindelse med ekstraordinær vikardækning, merarbejde mv., hvis kommunerne må aktivere deres beredskabsplaner i tilfælde af konkurser.
Partierne bag aftalen vil desuden forpligte kommunerne til at udarbejde beredskabsplaner, der bl.a. indeholder procedurer for, hvordan de evt. kan overtage medarbejdere, som har været ansat i de konkursramte firmaer, uden at komme i klemme i forhold til reglerne for virksomhedsoverdragelse.
Fakta. For at undgå konkurser blandt private hjemmeplejefirmaer er partierne bl.a. enige om følgende initiativer:
- Krav om bankgaranti og kommunale beredskabsplaner Serviceloven skal ændres, så kommunerne ved indgåelse af kontrakter med private hjemmeplejeleverandører forpligtes til at stille krav om bankgaranti eller anden garantistillelse og udarbejde beredskabsplaner, så de bedst muligt kan håndtere evt. konkurser.
- God leverandørstyring Kommunerne skal have styrket deres muligheder for at blive opmærksomme på advarselssignaler om eksempelvis dårlig økonomi. Regeringen vil derfor søge en forståelse med KL om at udbrede erfaringer og konkrete værktøjer til god leverandørstyring. Virksomhedsoverdragelse Flere kommuner er usikre på reglerne for virksomhedsoverdragelse i forbindelse med konkurser. Beskæftigelsesministeriet vil derfor udarbejde en vejledning til kommunerne om reglerne på området.
- Krav om egnethedskriterier Kommunerne forpligtes til at opstille egnethedskriterier, der indeholder krav om, at private hjemmeplejefirmaer ikke har offentlig gæld på over 50.000 kr. og skal indsende årsregnskaber.
- Krav om efterberegning af afregningspriser Serviceloven skal ændres, så kommunerne forpligtes til løbende – og mindst én gang årligt – at efterberegne, om deres afregningspriser reelt afspejler kommunens aktuelle udgifter.
- Åbenhed for medarbejderne Partierne er enige om vigtigheden af, at medarbejdere i private hjemmeplejefirmaer får bedre mulighed for at udtale sig kritisk om forholdene på deres arbejdsplads, uden at skulle frygte for deres job.
- Lønmodtagernes Garantifond Det skal undersøges, om lovgivningen i forhold til Lønmodtagernes Garantifond kan ændres, så fonden kan lægge ud for lønkrav mv. for medarbejdere i konkursramte hjemmeplejefirmaer, indtil det er afklaret, hvem der skal betale.
- Forebyggelsesaftalen bygger på uafhængigt serviceeftersyn af lovgivningen på hjemmehjælpsområdet.
Bag aftalen står ordførerne fra Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Venstre, Enhedslisten, Liberal Alliance, Alternativet, Radikale Venstre, SF og Det Konservative Folkeparti samt ældreminister Thyra Frank og innovationsminister Sophie Løhde.