Indholdet på denne side vedrører regeringen Lars Løkke Rasmussen III (2016-2019)
Nyhed

Regeringen vil sende kullene på pension i 2030

Prisen på vedvarende energi rasler ned, og vi er nået til et punkt, hvor nye havvindmølleparker er billigere end nye kulkraftværker i Danmark, siger energiministeren

Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet

En koalition af ambitiøse lande vil udfase kul fra deres elforsyninger inden 2030. Danmark er med i initiativet, der bliver præsenteret på klimakonferencen COP23 i dag i Bonn.

Regeringen sætter nu en klar milepæl i dansk energipolitik om at sende kullene på pension, så kul skal være helt udfaset af Danmarks elforsyning senest i 2030. Det bliver meldt ud på klimatopmødet COP23 i Bonn i dag, hvor regeringen melder Danmark ind i en koalition af ambitiøse lande, der vil udfase kul fra deres elproduktion i 2030. Med i koalitionen er foreløbig 19 lande fra hele verden.

“Prisen på vedvarende energi rasler ned, og vi er nået til et punkt, hvor nye havvindmølleparker er billigere end nye kulkraftværker i Danmark. Derfor siger regeringen nu, at kul hører fortiden til i Danmarks elproduktion. Vi vil sende kullene på pension senest i 2030. Fremtiden tilhørende vedvarende energikilder i Danmark. Samtidig er det sådan her, at vi i fællesskab leverer på løfterne fra Parisaftalen, og det er en stor fornøjelse at melde ud fra klimatopmødet her i Bonn,” siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.

I Danmark er der tre store, vigtige kulfyrede kraftværksblokke tilbage på henholdsvis Fynsværket (af Fjernvarme Fyn) og Nordjyllandsværket (ejet af Aalborg energikoncern). Esbjergværket (ejet af Ørsted) er også kulfyret. Ørsted (dengang DONG Energy) meldte d. 2. februar 2017 ud, at det senest i 2023 skal være helt slut med at fyre med kul på Ørsteds kraftværker, hvilket også gælder Esbjergværket.

 

Portræt af Lars Christian Lilleholt ved hans skrivebord
Foto: Les Kaner

“Jeg går nu i dialog med de kraftværker, som stadig bruger kul, så vi kan få dem omstillet over til mere miljøvenlig el. Mange kraftværker er allerede godt i gang med omstillingen, og med de seneste års tigerspring for prisen på vedvarende energi kan kullene sendes på pension uden at energipriserne stiger, konkurrencen svækkes og det koster vækst eller arbejdspladser. Så jeg optimistisk i forhold til at nå i mål og få kullene helt ud af Danmarks elforsyning inden 2030,” siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt. 

Fakta om initiativet

  • Koalitionen af ambitiøse lande der vil udfase kul fra deres elforsyninger inden 2030 hedder “Global Alliance to Power Past Coal” består foreløbigt af 19 lande. Storbritannien og Canada har taget initiativ til alliancen, der også omfatter Danmark, Angola, Finland, Italien, Frankrig, Holland, Portugal, Belgien, Schweiz, Østrig, Luxembourg, New Zealand, Etiopien, Chile, Mexico, Costa Rica og Marshall Øerne. Desuden har flere amerikanske delstater og regioner tilsluttet sig.

  • Efter den første oliekrise 1973-74 steg kulforbruget i Danmark, fordi kraftværkerne blev konverteret fra olie til kul. Kulforbruget toppede omkring 1990, hvor naturgas, biomasse og vindkraft begyndte at blive introduceret i elforsyningen. Langt det meste kul anvendes på kraftværkerne.

  • Erklæringen som energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt underskriver i dag er ikke juridisk bindende og indeholder nogle hensigtserklæringer om, hvad de underskrivende parter (lande, virksomheder og organisation) skal levere.

  • Landene forpligter sig til at udfase eksisterende traditionel kulkraft inden for landenes beføjelser og til et moratorium for nye traditionelle kulkraftværker uden opfangning og lagring af CO2 (CCS).

  • Alle parter forpligter sig til at støtte ren energi – (offentligt og privat i videst mulig omfang) gennem investeringer og til at begrænse finansiering til traditionel kulkraft uden CCS.