Trygheden tilbage i gaderne: Millionbeløb til bandebekæmpelse
Justitsminister Søren Pape Poulsen præsenterer 12 initiativer, der skal komme banderelaterede problemer til livs.
Trygheden tilbage i gaderne: Regeringen afsætter millionbeløb til bandebekæmpelse
Justitsminister Søren Pape Poulsen præsenterer fredag 12 nye initiativer, der skal komme banderelaterede problemer til livs. Regeringen vil afsætte 60 millioner kroner om året til de nye tiltag.
Der er den seneste tid sket en eskalering af konfliktniveauet i bandemiljøet flere forskellige steder i landet. Det har bl.a. ført til, at uskyldige mennesker er blevet ramt af skud. Det er en meget alvorlig og helt uholdbar situation.
Trygheden skal tilbage i gaderne.
Regeringen sætter derfor nu ind med 12 nye initiativer.
Her og nu vil regeringen bl.a. give politiet ressourcer til at ansætte i alt 50 ekstra specialister i behandling af digitale spor og medarbejdere, der skal arbejde med udsatte unge. Der afsættes også midler til indkøb af nyt overvågningsudstyr. Og samtidig bliver straffen skærpet for trusler mod vidner og hærværk mod bl.a. overvågningskameraer i udsatte boligområder.
Justitsminister Søren Pape Poulsen siger:
"Regeringens nye initiativer kommer oveni en i forvejen vidtgående bandepakke. Vi skal have stoppet bandernes opførsel lige nu, og vi skal have stoppet, at unge mennesker lokkes ind i miljøet af skruppelløse bandeledere. Derfor er jeg glad for, at vi i dag som samfund slår igen. Vi giver politiet flere kræfter til at bekæmpe banderne, vi skærper straffene, og vi styrker det forebyggende arbejde. Vi skal have trygheden tilbage i gaderne."
Se den fulde liste over regeringens nye initiative her:
Flere kræfter til at bekæmpe banderne
Regeringen vil:
- styrke efterforskningen af bandekriminalitet ved at ansætte ca. 25 specialister med særlig ekspertise i behandling af digitale spor
- styrke politiet med ca. 25 nye medarbejdere til forebyggende arbejde i særligt udsatte områder. Indsatsen skal blandt andet mål-rettes unge, som vurderes at være i risiko for at blive hvervet af banderne
- bede rigspolitichefen og forsvarschefen om sammen at komme med en løsning på, hvordan forsvaret kan frigøre politibetjente, der så kan varetage andre vigtige opgaver. Det er forventningen, at der allerede inden udgangen af september kan være frigjort et væsentligt antal betjente
- styrke indsatsen mod bander i de danske fængsler i forbindelse med efterårets forhandlinger om kriminalforsorgens økonomi
- skabe større lokal tilstedeværelse og synlighed på Nørrebro med en mobil nærpolitistation
- skærpe straffen for trusler mod vidner med en tredjedel
- forbedre beskyttelsen af vidner i sager om bande- og rockerrelateret kriminalitet gennem en række initiativer, der lanceres senere i år – bl.a. undersøges muligheden for at udvide anvendelsen af anonyme vidner og muligheden for at afgive vidneforklaring via videolink
- indkøbe nyt overvågningsudstyr som f.eks. droner, kameraer og overvågningskøretøjer. Der vil blive oprettet en pulje til indkøb af overvågningsteknologi
- skærpe straffen for bl.a. hærværk mod overvågningskameraer i udsatte boligområder
- stille krav om, at folk, der ønsker at bære skudsikre veste i det offentlige rum, skal registrere sig hos politiet
- undersøge muligheden for at opløse Loyal to Familia
- bede arbejdsgruppen om udvisning af rocker- og bandemedlemmer om at afslutte arbejdet inden for få måneder, så eventuelle forslag til lovændringer kan fremsættes inden udgangen af 2017
Myndighederne vil med det samme iværksætte de forskellige tiltag ved bl.a. at ansætte medarbejdere, igangsætte relevante indkøb og udarbejde forslag til de nødvendige lovændringer.