Skolevalg 2017
Torsdag den 2. februar 2017 skal danskerne til stemmeurnerne for at sammensætte et nyt folketing.
”Jeg vil gerne give jer muligheden for at kæmpe for jeres holdninger. Derfor har jeg indstillet til Hendes Majestæt Dronningen, at der udskrives Skolevalg til afholdelse i Danmark torsdag den 2. februar”. Sådan lød det, da statsminister Lars Løkke Rasmussen i dag skød gang i en tre uger lang valgkamp
Men det er ikke et helt almindeligt folketingsvalg. Partierne er de samme, men vælgerne er mellem 14 og 17 år. Valget er nemlig det landsdækkende Skolevalg 2017 for elever i grundskolens 8.-10. klasse, som Folketinget og Undervisningsministeriet står bag, og som i år afvikles for anden gang. Mere end 670 skoler og 63.000 elever over hele landet deltager.
Selvom danske unges politiske kompetencer og viden om demokratiet generelt er høj, så viser undersøgelser, at de unge alligevel er usikre på, om de er dygtige nok til at deltage i folkestyret. Det kommer bl.a. til udtryk ved, at valgdeltagelsen er markant lavere blandt unge vælgere end den øvrige befolkning.
Stemmer man ikke som ung, er der stor risiko for, at man heller ikke gør det senere i livet. Derfor nedsatte Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) Valgretskommissionen, der bl.a. foreslog et landsdækkende Skolevalg som et tiltag til at fremme unges valgdeltagelse. På baggrund af kommissionens anbefaling tog Folketingets Præsidium og Undervisningsministeriet initiativ til det første danske Skolevalg i 2015.
”Skolevalg er med til at give de ældste elever i grundskolen både indsigt i og erfaringer med, hvordan de kan få indflydelse, og hvilke rettigheder de har i vores demokrati. Derfor glæder jeg mig over, at så mange lærere har tilmeldt deres klasser til Skolevalg. Det er en vigtig del af skolens opgave at forberede eleverne til deltagelse og medansvar som borgere i vores demokratiske samfund,” siger undervisningsminister Merete Riisager.
Skolevalg virker
Skolevalg 2015 blev fulgt tæt af forskere fra Københavns Universitet, som i en rapport kunne påvise, at elevernes politiske selvtillid blev styrket af at deltage i Skolevalg. De deltagende elever gav udtryk for, at Skolevalg havde gjort dem klar til at deltage i en politisk debat, undervisningsforløbet havde givet dem en bedre forståelse af politiske diskussioner – og de mener i højere grad end de elever, der ikke deltog, at de har politiske meninger, som er værd at lytte til.
”Demokratiets fremtid ligger hos de unge. Derfor er det afgørende at få dem engageret i folkestyret og vise dem, at deres holdninger også er vigtige. Og selvom de unge kan være svære at få i tale, så viste det første Skolevalg i 2015, at det kan lade sig gøre at rykke på de unges egen opfattelse af deres rolle i samfundet,” siger Folketingets formand Pia Kjærsgaard.
Debatter over hele landet
Op til valgdagen den 2. februar vil eleverne få mulighed for at opleve og deltage i debatter med ungdomspolitikere på 350 skoler over hele landet. Debatterne bliver arrangeret af Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).
”Vi har en forpligtelse til at styrke hver eneste generations demokratiske engagement, og vores uddannelsessystem er et af de vigtigste værktøjer, vi har. Det er vores håb, at Skolevalg 2017 kan engagere de unge i den politiske samtale i en tryg ramme, så deres viden kan blive omsat til holdninger og drømme,” siger formand for DUF Kasper Sand Kjær.
Valgaften på DR3 med Esben og Peter
Skolevalg 2017 er delt op i tre moduler. Eleverne skal i den første uge orientere sig i 20 mærkesager og beslutte sig for, hvilke tre de vil kæmpe for. I anden uge skal eleverne lave kampagne for en af deres mærkesager og dele den på de sociale medier for at skaffe opmærksomhed og opbakning til den.
Op til den sidste uge af undervisningsforløbet vælger de politiske partier også tre mærkesager, der herefter kommer til at udgøre grundpillen i deres partiprogram for Skolevalg. Elevernes opgave er at vurdere, hvilket parti der bedst repræsenterer deres holdninger, og som de derfor vil stemme på.
Den 2. februar går de mange tusinde 8.-10. klasseelever til stemmeurnerne på deres skoler. Når stemmerne er talt op om aftenen den 2. februar, afsløres resultatet af valget i en livesending fra Landstingssalen på Christiansborg, hvor alle ungdomspartierne er samlet. Her vil Peter Falktoft og Esben Bjerre gennem to timer styre slagets gang med omstillinger til unge rundt om i landet og snak med politikere på Christiansborg. Det hele kan følges på DR3 og dr.dk 2. februar kl. 19-21.
Om Skolevalg 2017