Indholdet på denne side vedrører regeringen Lars Løkke Rasmussen III (2016-2019)
Nyhed

Statsministeren nedsætter Disruptionrådet - Partnerskab for Danmarks fremtid

Se deltagerne og læs mere om Partnerskabet her.

Statsministeriet

Regeringen har nedsat Disruptionrådet – Partnerskab for Danmarks fremtid.

Partnerskabet er bredt sammensat af arbejdsmarkedets parter, erhvervsledere, iværksættere, akademiske kapaciteter og repræsentanter fra det øvrige samfundsliv.

Partnerskabet skal have fokus på, hvordan vi kan gribe de muligheder og håndtere de udfordringer, som opstår i en verden i stadig forandring og udvikling. Danmark skal være blandt de bedste lande til at udnytte det potentiale, som ny teknologi og øget globalisering fører med sig. Men udviklingen fører også udfordringer med sig. Forandringer på vores arbejdsmarked stiller store krav til den enkelte. Mange kan være bekymrede for deres dagligdag, deres jobmuligheder og deres fremtid. De økonomiske og sociale omkostninger ved at miste et job til udlandet eller som følge af automatisering kan være store, og øget usikkerhed om fremtidige jobudsigter skaber utryghed. Det skal vi tage hånd om.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen er formand for partnerskabet. Det første møde afholdes den 15.-16. maj 2017.

”Danmarks fremtid tegner lys. Med bæredygtig vækst, som gør Danmark rigere og giver os flere muligheder. Og med arbejdspladser med bedre arbejdsmiljø og mindre nedslidning.

Men skal vi få det fulde udbytte - og skal vi have alle med - så skal vi turde gribe den fremtid. Vi skal omfavne teknologiske fremskridt og nye digitale løsninger. Det kan vi kun, hvis de rette kompetencer er tilgængelige for arbejdsmarkedet.

Vi skal have hele Danmark - og alle danskere - med ind i en endnu bedre fremtid.

Derfor har regeringen etableret et Partnerskab for Danmarks fremtid bestående af gode kræfter fra alle hjørner af vores samfund. I fællesskab skal vi finde svar på, hvordan danskerne trygt kan gå fremtiden i møde og skabe et erhvervsliv, der er foran på alle områder.

Vi har med trepartsaftalerne tydelig vist, at vi sammen kan skabe stærke løsninger. Det tillidsfulde samarbejde er et godt afsæt for partnerskabets arbejde, som jeg ser meget frem til,” siger statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Partnerskabet sekretariatsbetjenes af Beskæftigelsesministeriet.

Medlemmer af Disruptionrådet – Partnerskab for Danmarks fremtid:

André Rogaczewski, CEO og partner hos Netcompany
Astrid Simonsen Joos, CEO i Philips Lighting Nordics
Bente Sorgenfrey, Formand for FTF
Birgit Aaby, Iværksætter og indehaver af Combiservice
Caroline Søeborg Ahlefeldt-Laurvig-Bille, Erhvervskvinde
Carsten Stendevad, Senior fellow hos Bridgewater Associates
Christiane Vejlø, Digital trendanalytiker og CEO hos Elektronista Media
Claus Jensen, Formand for Dansk Metal
Esben Østergaard, CTO i Universal Robots
Gregers Wedell-Wedellsborg, Koncerndirektør i COOP Danmark
Hella Joof, Filminstruktør, skuespiller og komiker
Jacob Holbraad Adm. direktør i Dansk Arbejdsgiverforening
Jais Valeur, Group CEO i Danish Crown
Jan Damsgaard Professor ved Institut for Digitalisering, Copenhagen Business School
Jan Grimstrup, Tillidsmand hos KP Komponenter
Jens Klarskov Adm. direktør i Dansk Erhverv
Jørgen Vig Knudstorp, Executive Chairman hos LEGO Brand Group
Karsten Dybvad Adm. direktør i Dansk Industri
Kasper Sand Kjær, Formand for Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF)
Kigge Hvid, CEO i INDEX: Design to Improve Life
Kim Simonsen Formand for HK
Lizette Risgaard Formand for LO
Marianne Dahl Steensen, CEO i Microsoft Danmark og Island
Niels B. Christiansen, Koncernchef og CEO hos Danfoss
Per Christensen Formand for 3F
Pernille Erenbjerg, Adm. direktør i TDC
Philipp Schröder Professor ved Institut for Økonomi, Aarhus Universitet
Stina Vrang Elias Adm. direktør i DEA
Søren Skou Group CEO i A.P. Møller Mærsk A/S
Thomas F. Borgen, Adm. direktør i Danske Bank
Tommy Ahlers, Iværksætter
Vibeke Svendsen, Adm. direktør og partner hos Envotherm

 

pdf (2,96 Mb)
pdf (76 Kb)

Læs herunder tema fra Marienborgmødet i december 2016, hvor regeringen havde indkaldt til et inspirationsmøde om fremtidens udfordringer og løsninger