Nyhed
"Det er danskernes arbejdsmiljø, vi taler om, og ingen virksomheder skal kunne gå helt under radaren," siger beskæftigelsesministeren
Et eftersyn af smileyordningen for virksomhedernes arbejdsmiljø har vist, at der er behov for at forbedre den. Derfor vil beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen nu justere ordningen.
Justeringen indebærer blandt andet, at varigheden af den grønne smiley forkortes fra 5 år til 3 år. Samtidig vil virksomheder med en grøn smiley få et nyt besøg af Arbejdstilsynet, hvis der er indikationer på, at der er problemer med arbejdsmiljøet, fx hvis der er sket en alvorlig ulykke.
Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger:
”Smileyordningen er grundlæggende en rigtig god ordning, som overordnet fortæller, om der er et godt arbejdsmiljø på virksomheden, eller om virksomheden har et udestående med Arbejdstilsynet. Samtidig motiverer ordningen virksomhederne til at gøre en ekstra indsats for at fastholde et godt arbejdsmiljø, da en grøn smiley kan være med til at tiltrække dygtige medarbejdere og styrke virksomhedens forretning.”
”Arbejdstilsynets eftersyn af ordningen har dog vist, at der er plads til at forbedringer. Jeg har derfor sammen med forligskredsen på arbejdsmiljøområdet besluttet at justere ordningen på en række punkter. Fx kan virksomheder med en grøn smiley fremover få et nyt risikobaseret tilsyn, hvis der er mistanke om problemer. Det er danskernes arbejdsmiljø, vi taler om, og ingen virksomheder skal kunne gå helt under radaren – heller ikke selvom de har en grøn smiley.”
Eftersynet af smileyordningen blev igangsat i 2016, efter det kom frem, at flere virksomheder med en grøn smiley havde udfordringer med arbejdsmiljøet. Formålet med eftersynet var derfor at afdække, om smileyordningen fungerer efter hensigten – herunder om der reelt er en sammenhæng mellem den grønne smileyordning og et godt arbejdsmiljø, og om der er behov for at ændre ordningen.
Resultatet har vist, at ordningen grundlæggende fungerer og giver en overordnet indikation på, om virksomheden har et godt arbejdsmiljø. Eftersynet peger dog også på, at der kan være behov for at forbedre ordningen, og derfor vil beskæftigelsesministeren nu justere den på seks punkter:
Justeringerne kræver, at de gældende regler bliver ændret, og forventes derfor at træde i kraft i juli 2018.