Ældreminister: Duften af hjemmelavet mad giver ældre livsglæde
Mad på plejehjemmet handler om meget mere end bare en smagsoplevelse, siger ældreminister Thyra Frank
Ældre mennesker, der bor på plejehjem, fortjener en tryg og værdig tilværelse. Det er deres hjem, og det må de aldrig blive i tvivl om, heller ikke selvom de skal have hjælp til mange ting i hverdagen. Sådan lyder det fra ældreminister Thyra Frank, der fredag den 24. februar besøger to plejehjem i hovedstadsområdet. Ministeren vil nemlig ud og opleve, hvordan det står til på de danske plejehjem, og vil derfor besøge kommuner i hele landet for at hente inspiration til det arbejde, hun har påtaget sig som ældreminister.
”Som ældreminister et det min fornemste opgave at sørge for, at ældre i Danmark kan se frem til en alderdom, der er præget af tryghed, værdighed og respekt for menneskers forskelligheder. Og det gælder ikke mindst de ældre, der bor på plejehjem. Derfor er det vigtigt for mig at komme væk fra Christiansborgs tykke mure og ud i virkeligheden og opleve med egne øjne, hvordan det går derude,” siger Thyra Frank.
Sul på kroppen
Ministeren har på sine besøg særligt fokus på to ting, dels den betydning hjemmelavet mad kan have på både appetit og dermed sundheden, og dels udfordringen med papirarbejde, som mange ansatte føler tager tid fra kerneopgaven – beboerne.
”Når jeg har så meget fokus på hjemmelavet mad til de ældre på plejehjem, så er det fordi mad handler om meget mere end bare en smagsoplevelse. Det er hele sanseoplevelsen, når duften af maden breder sig i huset, og samværet omkring både tilberedelsen og selve måltidet, der giver mennesker mere livsglæde,” siger Thyra Frank.
Regeringen satte med dette års finanslov 425 mio. kr. af til, at flere plejehjem kan få madlavningen tilbage i egne køkkener. I januar blev de 425 mio. kr. udmeldt som kommunal ansøgningspulje målrettet renovering, etablering eller genetablering af lokale køkkener på landets plejehjem, og kommunerne har indtil slutningen af marts til at søge om puljemidlerne.
Under sine besøg i dag får ældreministeren bl.a. mulighed for at se og høre, hvilke erfaringer de to plejehjem har med at prioritere hjemmelavet mad til de ældre. Og der bliver også lejlighed til at høre om kravene til dokumentation i ældreplejen.
”Der er ingen tvivl om, at en del af dokumentationen er nødvendig, når man har med pleje af ældre og svækkede mennesker at gøre. Den del skal vi naturligvis holde fast i. Men jeg tror samtidig, at der findes regler og papirarbejde nogle steder, som vi sagtens kan undvære. Derfor ser jeg også frem til at få input til, hvordan vi kan gøre flere ’kolde hænder varme,” siger Thyra Frank.
Dagens besøg finder sted på to plejehjem i henholdsvis Gladsaxe Kommune og Lyngby-Taarbæk Kommune. For et par uger siden var ministeren ligeledes på besøg på plejehjem i Odsherred, Roskilde og København.