Indholdet på denne side vedrører regeringen Lars Løkke Rasmussen III (2016-2019)
Nyhed

Udspil: Regeringen vil stramme grebet om udlændinge med SU-gæld

Regeringen er klart med 7 initiativer, der skal styrke inddrivelsen af SU-gæld i udlandet.

Skatteministeriet
Uddannelses- og Forskningsministeriet
Arkivfoto: Colourbox

Med 7 konkrete initiativer vil regeringen sætte ind for at sikre, at udenlandske statsborgere betaler deres SU-gæld. Danmark skal ikke være en gavebod, hvor vi lader udenlandske studerende slippe for at betale deres gæld, siger skatteminister Karsten Lauritzen.

Udenlandske studerende skal betale deres SU-gæld, når de har overstået eksamen og forlader Danmark. Regeringen præsenterer derfor i dag udspillet Stærkere indsats til inddrivelse af SU-gæld i udlandet, som indeholder 7 konkrete initiativer, der på både nationalt og internationalt plan skal styrke indsatsen til inddrivelse af SU-gæld fra udenlandske statsborgere.

”Vi oplever i stigende grad, at udenlandske studerende kommer til Danmark og nyder godt af vores mange fordele med SU og SU-lån. Desværre kan vi konstatere, at mange rejser hjem og efterlader deres gæld ved grænsen. Det er selvfølgelig ikke rimeligt. Derfor styrker vi nu indsatsen med det formål at få flere af pengene i kassen”, siger skatteminister Karsten Lauritzen.

”Regeringen lægger vægt på, at vi i Danmark kan uddanne os uden at være økonomisk afhængige af forældre. Det er et godt og generøst system, som ikke skal udnyttes. Det er uacceptabelt, når nordiske og andre europæiske studerende efterlader deres gæld efter at have fået en gratis uddannelse, SU og taget SU-lån, hvis budgettet var for stramt. Derfor skal vi søge at inddrive den gæld, de skylder”, siger uddannelses- og forskningsminister Søren Pind.

Du finder udspillet Stærkere indsats til inddrivelse af SU-gæld i udlandet herunder.

pdf (364 Kb)

Udspillet lægger op til, at der indføres en pligt for skyldnere til at oplyse myndighederne om den nye adresse, hvis man flytter ud af Danmark. Samtidig oprettes der et pilotprojekt med private inkassofirmaer, som kan hjælpe de danske myndigheder med at inddrive gælden. Som et tredje initiativ får en særlig enhed i den kommende Gældsstyrelse, der oprettes 1. juli 2018, et særskilt fokus på at inddrive SU-gæld i udlandet.

Internationalt vil regeringen arbejde for at løfte problemet over for EU-Kommissionen for at finde fælles løsninger, der gavner alle medlemslandene. Derudover vil regeringen styrke samarbejdet med vores nordiske naboer, som er de lande, der sender flest studerende til Danmark.

I 2017 er den samlede SU-gæld fra udenlandske studerende 155 mio. kr. Heraf udgjorde SU-gæld fra udenlandske studerende, som ikke længere bor i Danmark, 80 mio. kr., hvilket er en stigning på 20 mio. kr. alene de seneste to år.

Det er de penge, regeringen med udspillet vil styrke indsatsen for at få i kassen.