Indholdet på denne side vedrører regeringen Lars Løkke Rasmussen III (2016-2019)
Artikel

Personeksempel 2: Allerede i ansættelse

Beskæftigelsesministeriet
Grafik om ferielov

For dig, som er i ansættelse, er de primære ændringer i den nye ferieordning, at optjenings- og afholdelsesperioden ændres.

Optjeningsperioden ændres fra at være kalenderåret (januar til december) i den nuværende ordning til at være fra september til og med august i den nye ordning. Afholdelsesperioden ændres fra at være maj til april året efter optjeningsåret i den nuværende ordning til at være september i optjeningsåret til og med december året efter (16 måneder).

Den ændrede optjenings- og afholdelsesperiode medfører, at du – i stedet for at få din optjente ferie fra det forudgående kalenderår i en samlet klump den 1. maj – fremover får din optjente ferie til rådighed månedsvis. Det betyder, at den ferie, du har optjent i fx februar måned, allerede kan afholdes fra marts måned samme år.

Varslingsreglerne er de samme som i dag – mindst tre måneder for hovedferien og mindst en måned for anden ferie, og du har fortsat krav på at holde tre ugers sammenhængende ferie i perioden fra 1. maj – 30. september (hovedferien).

Eksempel: Lønmodtager, der holder juleferie, sommerferie og efterårsferie.

Ønsker du fx at holde 5 dages juleferie i december måned, kan du aftale at bruge de feriedage, du har optjent fra optjeningsperiodens begyndelse den 1. september til og med november. Hver måned optjenes 2,08 feriedage, hvilket betyder, at du i december har 6 feriedage til rådighed.

Hvis du efterfølgende ønsker at holde sommerferie i juli måned, vil du kunne aftale at bruge den ferie, du har optjent fra december til juni (2,08 feriedage i 7 måneder samt den feriedag, der var tilbage fra december). Det betyder, at du i juli kan aftale at afholde 15 feriedage. De resterende 5 feriedage vil du efter aftale kunne afholde fx i september eller som efterårsferie i oktober.

Grafik om ferielov