Indholdet på denne side vedrører regeringen Lars Løkke Rasmussen III (2016-2019)
Nyhed

Også i aftalen: Øget brug af OPTJENINGSPRINCIPPER for ret til velfærd

Der er i dag optjeningsprincipper for ret til visse danske velfærdsydelser såsom kontant- og uddannelseshjælp samt fuld førtidspension.

Med aftalen mellem Regeringen og DF om lavere skat på arbejdsindkomst og større fradrag for pensionsindbetalinger udvides brugen af optjeningsprincipper for ret til velfærdsydelser i Danmark. 

Kontanthjælp og uddannelseshjælp. Det nuværende opholdskrav skærpes fra 7 ud af 8 års lovligt ophold i riget til 9 ud 10 års lovligt ophold i riget, og der indføres et nyt, supplerende krav om 2½ års beskæftigelse inden for de seneste 10 år. Det nye beskæftigelseskrav vil gælde alle, der er indrejst til Danmark efter 1. januar 2008, dvs. både udlændinge og danske statsborgere. Brøkpensionister (folkepension og førtidspension) er undtaget fra beskæftigelseskravet, såfremt de i øvrigt opfylder opholdskravet. Kravet omfatter ikke personer, der allerede modtager kontant- eller uddannelseshjælp på ikrafttræ- delsestidspunktet. Ophører borgeren med ydelsen og genansøger uden at opfylde beskæftigelseskravet, vil den pågældende ikke have ret til ydelsen. 

Arbejdsløshedsdagpenge.  Der indføres et opholdskrav for ret til arbejdsløshedsdagpenge, således at medlemmer af en a-kasse fremover skal have opholdt sig lovligt her i riget eller i et andet EU/EØS-land i sammenlagt 7 år inden for de seneste 8 år for at kunne få ret til arbejdsløshedsdagpenge. Hvis kravet ikke er opfyldt, kan den ledige have ret til integrationsydelse, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt. Personer, der allerede har påbegyndt et dagpengeforløb før ikrafttrædelsestidspunktet, omfattes først, når personen genindplaceres i dagpengesystemet.

Udstationering for en dansk offentlig myndighed eller en dansk virksomhed, ophold i udlandet med henblik på uddannelse eller hyre på et dansk skib, sidestilles med ophold her i landet. Personer, der har gennemført en integrationsgrunduddannelse (IGU), undtages fra opholdskravet og vil fortsat kunne få dagpenge på dimittendsats efter at have afsluttet en IGU. Øvrige dimittender undtages ikke for opholdskravet. 

Ressourceforløbsydelse, ledighedsydelse og fleksløntilskud. Der indføres med aftalen et opholdskrav om, at en person skal have haft lovligt ophold her i riget i sammenlagt 7 år inden for de seneste 8 år for at opnå ret til fuld ressourceforløbsydelse under ressourceforløb, ledighedsydelse og fleksløntilskud. Indtil opholdskravet er opfyldt, vil man i stedet kunne modtage de pågældende ydelser på integrationsydelsesniveau.

 

De nye optjeningsprincipper for kontant- og uddannelseshjælp samt dagpenge træder i kraft 1. januar 2019, mens opholdskravet for ret til ressouceforløbsydelse under ressourceforløb, ledighedsydelse og fleksløntilskud træder i kraft 1. januar 2020. Opholdskravet for ret til dagpenge indfases og er således på 5 ud af 8 år i 2019 og 6 ud af 8 år i 2020. Fra 2021 og frem er opholdskravet 7 ud af 8 år.