Pensionsfradrag
Pensionsindbetalinger til livrente og ratepension er i dag fritaget for indkomstbeskatning på indbetalingstidspunktet. Herudover beskattes afkastet af pensionsopsparing lavere end afkastet af opsparing uden for pensionssystemet.
For mange, der sparer op til pension, er denne lempeligere skattemæssige behandling af opsparingen ikke tilstrækkelig til at sikre, at det kan betale sig at spare op i de pågældende ordninger. Det skyldes, at udbetaling af pensionsopsparingen udover indkomstbeskatning på udbetalingstidspunktet også indgår i grundlaget for indkomstmålretningen af offentlige ydelser i pensionstilværelsen.
Den manglende økonomiske tilskyndelse til pensionsopsparing omtales ofte som samspilsproblemet. Samspilsproblemer kan føre til, at opbakningen til det danske pensionssystem med stor udbredelse af arbejdsmarkedspensioner og privat pensionsopsparing falder, hvilket vil indebære en stor belastning for de offentlige finanser.
Med aftalen mellem Regeringen og DF håndteres samspilsproblemet bl.a. gennem indførelse af et ekstra fradrag for pensionsindbetalinger. Fradraget omfatter alle fradragsberettigede pensionsindbetalinger, dvs. såvel private indbetalinger som arbejdsgiveradministrerede indbetalinger med bortseelsesret og ATP-bidrag, op til en øvre grænse på 70.000 kr. årligt.
Fradraget udgør 12 pct. af pensionsindbetalinger efter AM-bidrag op til den øvre grænse for personer med mere end 15 år til de når folkepensionsalderen og 32 pct. for personer, der er ældre. Forskellen i fradragsprocenten skal ses i sammenhæng med, at samspilsproblemet er størst for personer sidst i arbejdslivet. Fradraget er udformet som et ligningsmæssigt fradrag – ligesom beskæftigelsesfradraget og det nye jobfradrag – og fratrækkes således i grundlaget for kommuneog kirkeskatten.
Den årlige gevinst (skatteværdien) af det nye pensionsfradrag er givet ved fradraget ganget med skatteprocenten i den pågældende kommune (og i 2018 endvidere 1 pct. fra sundhedsbidraget). I en gennemsnitskommune er skatteværdien på op til knap 2.200 kr. for personer med mere end 15 år til folkepensionsalderen og op til knap 5.800 kr. for personer, der er ældre, se figur 1.