Ny aftale reformerer indsatsen mod ungdomskriminalitet
Aftalens indeholder bl.a. oprettelsen af et Ungdomskriminalitetsnævn og en ungekriminalforsorg samt et markant løft til den tidlige forebyggende indsats over for alle børn og unge.
Når børn og unge begår kriminalitet, kan det være begyndelsen på en kriminel løbebane, som i værste fald aldrig stopper. I den nuværende indsats mod ungdomskriminalitet mangler der fælles retning og konsekvens. Hverken det sociale system eller retssystemet evner at gribe tidligt nok ind og hjælpe børnene eller de unge, inden de havner på samfundets skyggeside.
Den kriminelle lavalder er 15 år, og børn skal ikke i fængsel. Men der skal være en mærkbar reaktion, når børn og unge begår kriminalitet, så de forstår, at alle handlinger har konsekvenser. Særligt indsatsen over for den hårde kerne, som står for en uforholdsmæssig og alt for stor en andel af den samlede ungdomskriminalitet, skal nytænkes, så fødekæden til den hårde kerne stoppes.
Regeringen er i dag sammen med Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet blevet enige om en ny aftale om en reform af indsatsen mod ungdomskriminalitet. Aftalen indeholder 24 initiativer fordelt på fem fokusområder, der tilsammen skal sikre, at indsatsen mod ungdomskriminalitet styrkes markant på flere fronter.
”Dagens aftale har afgørende betydning for at sikre et trygt Danmark – i dag og i fremtiden. Det skal stå klart, at kriminel adfærd er uacceptabelt og har konsekvenser. Den kriminelle lavalder forbliver på 15 år, for vi vil ikke sende børn i fængsel. Vi vil derimod forpligte de ansvarlige myndigheder til at gribe tidligere og mærkbart ind og vise de unge vejen væk fra kriminalitet og tilbage i fællesskabet. Aftalen nytænker hele indsatsen på tværs af stat og kommuner, så vi sikrer, at der er en mærkbar og hurtig konsekvens, og at børn og unge bliver stillet til ansvar, når de begår kriminalitet, samtidigt med at de understøttes i en kriminalitetsfri tilværelse fremover.
Jeg er stolt af at have et bredt flertal bag mig, og ser frem til, at vi hurtigt får omsat aftalen til virkelighed og reformeret indsatsen mod ungdomskriminalitet", siger Justitsminister Søren Pape Poulsen.
Regeringen vil i efteråret 2018 fremsætte de lovforslag, der skal gennemføre aftalen.