Indholdet på denne side vedrører regeringen Lars Løkke Rasmussen III (2016-2019)
Nyhed

Sundhedsministeren: Danskerne skal have klare mål for akutindsatsen

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby lancerer i dag miniudspillet ’Klare mål for akuthjælpen’, som skal skabe mere gennemsigtighed med den akuthjælp, som danskerne får, når en ulykke rammer.

Sundheds- og Ældreministeriet

”Den præshospitale indsats, når en person får hjertestop eller rammes af livstruende sygdom, er en vigtig del af vores sundhedsvæsen, fordi det kan betyde forskellen på liv og død. Derfor tager vi med dagens miniudspil fire konkrete initiativer, som skal bidrage til at styrke indsatsen,” siger Ellen Trane Nørby.    

Regeringen vil et stærkt akutberedskab i Danmark, og der er allerede taget en række initiativer på området - eksempelvis et nyt speciale i akutmedicin, den fjerde akuthelikopter for bare at nævne de seneste, og som jo alt sammen betyder, at chancen for at overleve et hjertestop i dag er markant forbedret i forhold til for ti eller tyve år siden. Med dagens udspil ønsker regeringen at bygge videre på de allerede opnåede resultater.    

Der mangler ensartethed og gennemsigtighed

”Det går altså godt, men vi skal videre. I dag mangler der desværre en ensartethed og gennemsigtighed med mål og den hjælp, som danskerne får, og derfor kommer regeringen med dette udspil,” siger Ellen Trane Nørby.

Miniudspillet er også en forløber for, at Sundhedsstyrelsen i slutningen af 2018 kommer med nye anbefalinger til det samlede akutområde i Danmark. Udspillet indeholder nedenstående forslag:  

◾ Regeringen vil bede regionerne om inden udgangen af 2018 at stille forslag til en ensartet måde at opstille og offentliggøre responstidsmål på, herunder i højere grad at medtage den øvrige præhospitale indsats. Det forslag vil derefter indgå regeringens samlede akutplan, der fremlægges i første halvår af 2019, når Sundhedsstyrelsens faglige anbefalinger til det samlede akutberedskab også ligger klar.

◾ Regionerne pålægges kvartalsvis at indberette sammenlignelige responstider for første sundhedsprofessionelle fremme på stedet for at sikre en større gennemsigtighed i den præhospitale indsats.

◾ Regeringen ser positivt på muligheden for at indføre en autorisationsordning for ambulancebehandlere – og har derfor bedt Styrelsen for Patientsikkerhed om at komme med oplæg til, hvordan en autorisationsordning for ambulancebehandlere kan se ud.

◾ Regeringen vil opfordre regionerne til at udvikle samspillet mellem PPJ og EPJ systemerne og udnytte de teknologiske muligheder, der er for yderligere at styrke behandlingen under transporten.

pdf (1,50 Mb)