Indholdet på denne side vedrører regeringen Lars Løkke Rasmussen III (2016-2019)
Nyhed

Byggeriet af Sydhavnsmetroen er skudt i gang

Københavns Metro vokser med yderligere fem stationer når Sydhavnsmetroen åbner i 2024 og ventes at få 9 millioner passagerer om året.

Transport-, Bygnings- og Boligministeriet

De grønne metrohegn er allerede skudt op flere steder i Sydhavn, og med det officielle startskud, der i dag blev markeret på byggepladsen på Enghave Brygge, går byggeriet af de 5 nye metrostationer nu for alvor i gang.

”Med den nye metrolinje til Sydhavnen binder vi København bedre sammen med et stærkere og mere effektivt kollektivt trafiknet. Københavnerne får bedre muligheder for at komme hurtigere rundt i byen, og med udvidelsen af metronettet mindsker vi også trængslen på det eksisterende kollektive trafiknet. Ny Ellebjerg bliver hovedstadens nye trafikale knudepunkt, hvor pendlerne får en nemmere adgang til metronettet og dermed resten af København”, siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen.

5 underjordiske stationer
Ministeren tog det første spadestik til den nye metrolinje til Sydhavn sammen med Københavns overborgmester, Frank Jensen, på byggepladsen på Enghave Brygge, hvor tunnelboremaskinerne senere sænkes i jorden og starter det komplicerede arbejde med at bore tunnelerne til den kommende Sydhavnsmetro.

Sydhavnsmetroen består af 5 underjordiske stationer: Havneholmen, Enghave Brygge, Sluseholmen, Mozarts Plads og Ny Ellebjerg, hvor det bliver let for passagererne at skifte til bus, regional- og S-tog. Dermed vil togpassagererne blive fordelt til Metroen i et system, som ligner det, der findes i flere europæiske storbyer.

Fakta om Sydhavnsmetroen

  • Den nye metrolinje til Sydhavn vil bestå af 5 nye stationer fra Havneholmen til Ny Ellebjerg og forventes at stå klar i 2024.
  • Stationerne bliver en del af den nye metrolinje M4, som går fra Orientkaj i Nordhavn ind over City og videre til Sydhavn.
  • Sydhavnsstrækningen bliver 4,5 km lang, og ca. 29.000 passagerer forventes at bruge metroen dagligt på de 5 stationer i 2035. Det svarer til 9 millioner passagerer om året.
  • Med metroen til Sydhavn får de mange pendlere let og hurtig adgang til metronettet fra det nye trafikale knudepunkt Ny Ellebjerg Station.
  • Enghave Brygge er den første byggeplads, der indrettes, og det er herfra, tunnelboremaskinerne senere sættes i jorden.
  • Det tysk-franske konsortium TUNN3L JV, som består af selskaberne Hochtief og Vinci, skal anlægge to gange 4,5 kilometer tunneler samt de fem underjordiske metrostationer.
  • Østrigske Rhomberg og portugisiske EFACEC skal anlægge spor, skinner og teknik, mens Ansaldo STS leverer tog og transportsystem til Sydhavnsmetroen.