Danmark og Europa skal træde i karakter

Kronik af statsminister Lars Løkke Rasmussen bragt i Berlingske d. 11. juli 2018.

I dag tager jeg til NATO topmøde i Bruxelles. Det foregår i det nye NATO-hovedkvarter, som nu står klar – næsten 20 år efter, at det blev besluttet at opføre i 1999.

Der er sket meget på de 20 år.

Den transatlantiske alliance er militært set stærkere end nogensinde, og Danmark har nydt godt af at være medlem siden oprettelsen i 1949. Hvem kan forestille sig det sikkerhedspolitiske verdenskort uden NATO’s stærke modsvar til Warszawapagten og nu Rusland?

USA’s engagement i europæisk sikkerhed står som et stærkt vidnesbyrd om transatlantisk sammenhold. Det sammenhold skal vi fastholde og styrke i den verden, som er præget af usikkerhed.

Mod øst et Rusland som optræder mere og mere aggressivt. Og et Kina som fylder stadig mere både økonomisk og politisk.

Mod syd konflikter og fattigdom som sender mennesker på flugt mod drømmen om et bedre liv. Og hvorfra terrortruslen igennem de seneste år har været stigende med ISIL og Syrien som en fejlslagen stat.

Det er også grunden til, at regeringen foreslog et substantielt løft til Forsvaret i det nye forsvarsforlig. Den fredsdividende vi indkasserede efter den kolde krigs afslutning, kan vi ikke længere basere vores forsvarsudgifter på.

I den nye forligsperiode vil det danske forsvar få tilført 20 procent flere ressourcer i 2023, og vi øger vores ramme til internationale operationer med 50 procent.

Oprustningen er efterspurgt i NATO og viser, at Danmark står ved de målsætninger, som vi indgik på NATO-topmødet i Wales i 2014. Danmark er nummer fem i NATO, når vi måler på forsvarsudgifter pr indbygger. Vi er et kerneland i NATO.

Den amerikanske præsident kommer uden tvivl til NATO-topmødet med en dagsorden, der handler om byrdedeling. Det er ikke ny amerikansk politik. Det var også linjen under præsident Obama. Budskabet er klart: Europa skal løfte mere. Og jeg er faktisk enig. Europa skal tage mere ansvar.

I Europa har landene sat fokus på at styrke EU’s rolle på forsvarsområdet. Vi arbejder fra dansk side på et styrket samarbejde mellem EU og NATO, hvor NATO har fokus på hård sikkerhed, mens EU har fokus på blødere sikkerhed, inklusiv stabilisering og udvikling.

Med militære midler kan man vinde krige, men freden vinder man kun med en bred vifte af instrumenter. Her spiller EU en stærk rolle, ligesom dansk udviklingspolitik og vores bidrag på 0,7 procent af BNI er en vigtig del af Danmarks bidrag til stabilitet og sikkerhed.

Verden har brug for et stærkt Europa, som både har vilje og tyngde til at gå forrest og vise vejen, og som – ja, undskyld mig – kan være den voksne i klassen på den internationale scene.

Danmark har også brug for Europa. Vi er en lille åben økonomi. Europa er omdrejningspunktet for vores økonomi, velstand og sikkerhed.

I 45 år har vi nydt godt af fællesskabet. Vi nærmer os et guldbryllup. Vi fejrer sølvbryllup for Det Indre Marked, som langt mere end halvdelen af vores eksport går til. Men vi er stadig i tvivl om forholdet.

Forbeholdene er gode eksempler:

Euroen. Vi har bundet kronen til euroen, nyder godt af samarbejdet og opfører os som et euroland, men vi vil ikke rigtig være med.

Retsforbeholdet. Danskerne stemte nej. Det respekterer regeringen selvfølgelig. Vi fik en aftale om Europol. Men de nye regler lader vi de andre om at beslutte.

Og når det handler om sikkerhed, så holder forsvarsforbeholdet os ude af det tættere europæiske samarbejde, som også amerikanerne efterspørger. Det er problematisk, fordi et styrket transatlantisk samarbejde i realiteten går gennem styrket europæisk samarbejde. Vi kan ikke gøre det ene uden at ville det andet.

Spørgsmålet er, hvorfor vi som et lille land har denne forbeholdne indstilling til det europæiske fællesskab?

Jeg tror, at en del af forklaringen er, at vi forholder os kritisk til magthavere og topstyring. Vi vil bestemme selv. Det ligger dybt i os – og det er godt – for det er grundlaget for vores demokratiske, åbne og frie samfund.

Samtidig oplever jeg, at vi har en lidt underlig tendens til selvovervurdering og mindreværd på én og samme tid. På den ene side har vi en forestilling om, at alt er bedre i Danmark – ingen kan lære os noget. På den anden side tror vi, at vi er for små til at gøre en forskel – ingen lytter alligevel til os. Så vi må hellere bare være os selv nok.

Sådan tyder det i hvert fald på, at oppositionen læser verdenssituationen. Socialdemokratiets leder har i hvert fald meddelt, at hun ikke ser nogen grund til at diskutere de fire forbehold.

Men er det en klog tilgang?

Er det virkelig i Danmarks interesse at stille sig på kanten af det europæiske fællesskab i en tid, hvor Vestens sammenhold slår sprækker? Hvor vores frihedsidealer er under pres? Og hvor fanatiske og antidemokratiske kræfter står på spring til at udfylde et magttomrum – eller ligefrem selv fremprovokerer det?

Det mener jeg ikke.

Skræmmekampagne, kan jeg høre nogen sige. Nej – jeg forsøger ikke at skræmme nogen som helst. Og jeg kan garantere, at der ikke kommer en folkeafstemning om vores forbehold på denne side af et folketingsvalg.

Jeg ønsker en fri debat, hvor der er plads til nuancerne og grundige overvejelser. Også de mere langsigtede, som ikke kun handler om ja eller nej.

Jeg synes for eksempel, at vi skal være klar til at tale om, hvad suverænitet betyder i den verden, vi lever i. Er vi mest suveræne og selvstændige, når vi bygger mure for at skærme os mod omverdenen? Eller er vi ikke i virkeligheden mere suveræne, når vi er åbne over for verden og aktivt søger indflydelse på den virkelighed, som omgiver os?

Vi må se i øjnene, at det vestlige sammenhold er mere mudret end i mange år. Både i NATO, G7, FN og WTO står Europa mere alene. Twitter-diplomatiet er nu mere end bare ord. Det er desværre også handlinger, som blandt andet er kommet til udtryk med USA's udtræden af Paris-aftalen, atomaftalen med Iran og nye toldmure mod både EU, Kina og Canada.

Derfor er NATO-topmødet netop en anledning til at huske på det europæiske sammenhold og de europæiske værdier.

Europa skal hverken deponere sin stemme eller sin fremtid uden for vores fællesskab. Vi skal stå sammen i en tid, hvor prøvelserne er mange og turde tro på, at vi har evnen og viljen til at skabe en bedre, grønnere og mere sikker fremtid for vores børn.

På samme måde skal Danmark droppe mindreværdskomplekset og skyde brystet frem som et af Europas kernelande.

Når Danmark og EU træder i karakter får vores stemme større vægt og vores værdier mere plads. Samtidig bliver vi en stærkere og mere ligeværdig partner i det transatlantiske partnerskab. Og det er måske den bedste måde at styrke alliancen på.

Under anden verdenskrig sagde Winston Churchill til de allierede: Sammen står vi stærkt, men splittet, taber vi. Det gjaldt dengang. Det gælder i dag. Og det gælder i fremtiden.