Nyhed

Handlingsplan klar for homoseksuelle og transkønnede

Se de 42 initiativer, der skal fremme tryghed, trivsel og lige muligheder for LGBTI-personer i Danmark.

Halvdelen af de danske homoseksuelle undgår offentligt at holde i hånd med en partner af samme køn af frygt for overfald, trusler eller chikane. 40 pct. er ikke åbne om deres seksualitet eller kønsidentitet på arbejdspladsen. Og homoseksuelle og transkønnede har tre gange så mange selvmordsforsøg som den øvrige del af befolkningen.

Det er alarmerende ifølge ligestillingsminister Eva Kjer Hansen, der også har det koordinerende ministeransvar for lesbiske, bøsser, biseksuelle, transkønnede og interkønnede (LGBTI). Det er derfor også det helt centrale i Regeringens handlingsplan at modvirke utryghed og mistrivsel.

”Regeringen vil sende et klokkeklart signal. Vi vil ikke acceptere, at homoseksuelle og transkønnedes rettigheder krænkes. Vi vil ikke acceptere, at denne gruppe generelt skal have et dårligere og mere utrygt liv. Og vi vil sætte handling bag ordene. Regeringen er på frisindets og frihedens side. Alle skal behandles lige uanset køn, seksuel orientering eller kønsidentitet”, siger Eva Kjer Hansen.

42 konkrete initiativer

Regeringens nye brede handlingsplan indeholder 42 konkrete initiativer. Rådgivning, netværksmuligheder og støtten skal øges. Der skal mere fokus på at fremme åbenhed og inklusion på arbejdsmarkedet og fordomme skal bekæmpes. Lovgivningen skal ses igennem med en tættekam. Endelig er der fokus på de homoseksuelle og transkønnede i de etniske minoritetsmiljøer, der er en særligt udsat gruppe.

”Det er generelt nogle triste tal, vi kan læse om utryghed, mistrivsel og selvmord. De er alt for høje. Men det ser endnu værre ud, når det gælder de etniske minoritetsmiljøer, hvor en tredjedel har selvmordstanker. Det fortæller en historie om en kultur, hvor uvidenhed og intolerance, når det gælder homoseksuelle og transkønnede får lov at trives. Vi skal støtte de kræfter, der tager den kamp”, siger ligestillingsminister Eva Kjer Hansen.

LGBTI er engelsk og betyder: Lesbian, Gay, Bisexual, Transgender and Intersex

Bøsse bruges i betydningen homoseksuel mand, lesbisk i betydningen homoseksuel kvinde. Biseksuel bruges i betydningen personer, som er seksuelt, romantisk og/eller følelsesmæssigt tiltrukket af både kvinder og mænd. Transkønnede bruges i betydningen personer, hvis kønsidentitet eller kønsudtryk i større eller mindre grad ikke er i overensstemmelse med det køn, de blev tildelt ved fødslen. Interkøn bruges i betydningen personer født med en kønsanatomi, reproduktive organer og/eller kromosomelle mønstre, der ikke passer klart på den typiske definition af hankøn eller hunkøn.

Her er indsatser og initiativer i handlingsplanen

Skal forbedre trivsel og sundhed for LGBTI-personer

På sundheds – og ældreområdet lanceres en række konkrete initiativer, der skal forbedre trivsel og sundhed for LGBTI-personer. På transområdet etableres bl.a. et nyt videnscenter, der skal indsamle og udvikle viden på området, mens der også afsættes midler til øget information og rådgivning. På området for interkøn laves informationsmateriale, der målrettes til forældre til børn med variation i kønskarakteristika. Man styrker også sundhedsindsats i almen praksis i forhold til LGBTI-personer.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby, siger:

”Vi skal støtte og møde mennesker og deres forskellighed med respekt og omsorg for deres livssituation. Med handlingsplanen lancerer vi seks nye initiativer på sundheds – og ældreområdet. Det er nødvendigt, for som det er lige nu, så har LGBTI-gruppen brug for, at vi hjælper bedre. Med initiativerne øger vi blandt andet sundhedspersonalets viden og kompetencer, så de i endnu højere grad kan give en tidssvarende støtte og behandling til LGBTI-personer.”

* Initiativerne er finansieret af satspuljen 2018. Satspuljepartiernes aftale omfatter 12 initiativer, men indgår i oversigten som 15 initiativer.